Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Vigga.us: Børnetøj, de små ikke kan vokse fra

Vigga Svensson, der tidligere har stået bag børnetøjsmærket Katvig, lancerer i dag et nyt mærke, der samtidig er en børnetøjsservice med fokus på bæredygtighed.
Vigga Svensson, der tidligere har stået bag børnetøjsmærket Katvig, lancerer i dag et nyt mærke, der samtidig er en børnetøjsservice med fokus på bæredygtighed.

Vigga.us-konceptet har fokus på bæredygtige materialer distribueret igennem en cirkulær service. Det betyder, at forældre med børn i alderen nul til to år med Vigga.us få muligheden for at være en del af et ’delesystem’. For 359 kroner om måneden får man 15-20 stykker tøj stillet til rådighed, som barnet kan bruge, indtil tøjet bliver for småt.

Men i stedet for at smide tøjet væk, når det er blevet for småt, sender man det tilbage til Vigga.us, så et andet barn kan bruge det. Samtidig får man en ny pakke med tøj i den størrelse, som ens barn er vokset til.

Jo bedre kvalitet Vigga.us er produceret i, des flere gange kan tøjet holde til at blive cirkuleret. Dermed belønner virksomheden sig selv for sin egen høje kvalitet. Og dermed har Vigga Svensson fundet på en måde, hvor det giver mest mulig mening rent forretningsmæssigt ikke alene at jage lave produktionsomkostninger, men at have mest mulig fokus på bæredygtighed og kvalitet.

”Jeg synes, at det er fantastisk, at jeg har skabt et koncept, hvor det er præcis det omvendte, vi stræber efter. I Vigga.us er det den høje, bæredygtige kvalitet, der er den grundlæggende forretningsdriver. For jo bedre kvalitet vi producerer i, des flere gange kan vi cirkulere tøjet og jo bedre indtjening får vi,” siger Vigga Svensson til FashionForum.

Katvig var hendes første forsøg på at integrere en anderledes måde at producere børnetøj uden skadelige kemikalier. Dog gik virksomheden konkurs, og Vigga Svensson måtte finde en ny ramme for at lave bæredygtigt og miljøansvarligt børnetøj, der samtidig er attraktivt for kunderne.

Katvig var meget populært hos forbrugerne. Alligevel oplevede Vigga Svensson en frustration over, at tøjet blev solgt på et marked, hvor det hele handler om at forbruge mere og mere. Vigga.us’s abonnementsservice er dermed også et forsøg på at tilbyde et alternativ til ’brug-og-smid-væk’-mentaliteten.

Vigga.us kommer de forældre i møde, der gerne vil stå af ræset, men samtidig har lyst til at klæde deres børn i lækkert designerbørnetøj i høj bæredygtig kvalitet. Vores tøj er produceret i så god kvalitet, at det stadig opleves som nyt og lækkert, når din baby er vokset ud af det, og det skal videre til det næste lille barn,” siger Vigga Svensson til FashionForum.

Hun glæder sig over, at det med Vigga.us er lykkedes hende at videreudvikle et produkt uden kompromiser. Tøjet er GOTS certificeret og blandt andet produceret af økologisk Pima bomuld dyrket i USA.

Vigga.us-konceptet modtog i juni 2014 tilsagn om støtte på 2.2 millioner fra Grøn omstillingsfond under Erhvervsstyrelsen til udvikling af det bæredygtige koncept.