Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Kina vil varemærketyveri til livs

Ny kinesisk varemærkelov gør det nemmere at slå hårdere ned på kinesiske virksomheder, der stjæler udenlandske varemærker.
Ny kinesisk varemærkelov gør det nemmere at slå hårdere ned på kinesiske virksomheder, der stjæler udenlandske varemærker.

De kinesiske myndigheder vil fremadrettet gå hårdt efter oplagt og systematisk snyd med varemærker, patenter og immaterielle rettigheder. Der er derfor blevet indført en ny varemærkelov, der gør det lettere for udenlandske virksomheder at bevise ond tro fra kinesiske virksomheder, der har stjålet deres varemærker. Det skriver Dagbladet Børsen.

Advokat Johan Løje har specialiseret sig i immaterielle rettigheder og beskyttelse af varemærker i Kina. Ifølge ham har udenlandske virksomheder længe været skeptiske overfor de kinesiske retsindstanser.

”Ikke kun hos danske, men generelt hos udenlandske firmaer, har der været en vis modvilje mod overhovedet at forsøge at bruge de kinesiske retsinstanser i den her type sager. Og det er da også korrekt, at både korruption eller gaveudveksling har været ganske udbredt ved disse domstole. Men det er altså ved at ændre sig,” siger Johan Løje til Børsen.

Charlotte Sparre fik stjålet sit navn

Problemet med varemærketyveri er noget, der allerede har ramt den danske modebranche. Designeren Charlotte Sparre fik for to år siden stjålet sit navn, da en kinesisk forretningsmand registrerede hendes navn på det kinesiske marked. Det betød blandt andet, at hun mistede rettigheden til at markedsføre sit brand i Kina, hvilke videre førte til en stor ordreannullering på det kinesiske marked.

”Det var så åbenlyst urimeligt, at jeg på den måde var blevet fuldstændig udelukket fra det kinesiske marked,” siger Charlotte Sparre til Børsen.

Da brandet Charlotte Sparre ikke er kendt i Kina, har Charlotte Sparre måtte fremlægge en tung bevisbyrde for at få registreringen afvist.