Mode reflekterer samfundet
Fredag den 3. oktober åbnede Herning Museum of Contemporary art – HEART – dørene for deres første designudstilling nogensinde. Udstillingen 'Clash' viser nogle af de verdenskendte modeskabere, som forvandler samfundets spændinger til æstetiske designkreationer.‘Clash – modstand i moden’ viser blandt andet værker af designere som Alexander McQueen, Vivienne Westwood og Maison Martin Margiela. Hvert klædestykke er en refleksion over designernes samtid.
Til at indvie udstillingen var blandt andre administrerende direktør for Danish Fashion Institute Eva Kruse, udstillingens kurator Ane Lynge-Jorlén og EU’s kommende konkurrencekommissær, Margrethe Vestager (R).
Udstillingens formål er at sætte kunst, mode og æstetik på dagsordenen. Museumsdirektør Holger Reenberg mener, at moden hidtil ikke er blevet anskuet som et kulturelt fænomen men alene et forbrugsgode.
”Vi befinder os i en verden, som er flerdimensionel. Derfor er det vigtigt, at alle samfundets udtryksdimensioner bliver repræsenteret. De designs, vi har på udstillingen, repræsenter samfundets mange mode-dimensioner,” siger museumsinspektør Holger Reenberg til, at HEART både har punk og haute couture på udstillingens giner.
Mode udtrykker identitet
Margrethe Vestager, der netop er blevet godkendt som EU’s konkurrencekommissær, men var økonomi- og indenrigsminister, da hun takkede ja til at komme til åbningen af udstillingen, mener, at moden har en vigtig identitetsskabende funktion.
”Mode handler om det, vi lærer om os selv og erkender om os selv i forhold til, hvor meget eller hvor lidt, vi tør vise om os selv. Det, som kunsten kan, er at provokere os til at finde ud af, hvem vi er og hvad vi står for. Det, som mode kan, er at provokere os til at turde vise, hvem vi er,” sagde Margrethe Vestager i sin åbningstale.
Det er udstillingens kurator, Ane Lynge Jorlén, som er modeforsker enig i.
”Mode er mere end det sidste nye, det er også mere end en måde at markedsføre vores land på, og det er også meget mere end modeuger og trends. Vi møder verden og hinanden gennem vores tøj og udseende. Mode tillader os at være os selv, den italesætter vores identitet, fordi vi taler igennem vores tøj, ” sagde Ane Lynge Jorlén i sin åbningstale.
Designudstillingen ‘Clash – Modstand i Moden’ på Herning Museum of Contemporary Art løber frem til 1. februar 2015.