Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Stylepit med blodrødt regnskab

Webportalen kom ud af det forskudte regnskabsår med et minus på knap 130 millioner kroner. Fremadrettet vil ledelsen fokusere mere på bundlinjen og konsolidere sig med øget salg gennem egne brands.
Webportalen kom ud af det forskudte regnskabsår med et minus på knap 130 millioner kroner. Fremadrettet vil ledelsen fokusere mere på bundlinjen og konsolidere sig med øget salg gennem egne brands.

Den danske webportal Stylepit (tidl. Smartguy) har fortsat problemer med at skabe plus på bundlinjen. Det viser virksomhedens årsregnskab for 2013-2014.

Årets resultat efter skat endte på minus 129,7 millioner kroner mod minus 26,2 millioner kroner i fjor.

På den positive side viste Stylepit en fremgang i omsætningen på 6,4 procent til 471,1 millioner kroner sammenlignet med seneste årsregnskab.

LÆS OGSÅ: ”Stylepit køber norske Conseptor”

Stylepit har, ligesom flere andre webportaler, tidligere kørt efter en strategi, hvor markedsandele og omsætningsvækst har været i højsædet. Efter sidste års røde regnskab har virksomheden imidlertid arbejdet med en turnaround, og et vigtigt element i den ændrede strategi er at arbejde mere intenst på at forbedre indtjeningen.

”For det kommende år ønsker ledelsen i højere grad at fokusere sin indsats på at skabe et bedre indtjeningsbidrag i koncernen og i mindre grad på at skabe omsætningsvækst. Ledelsen forventer blandt andet, at en forbedring af indtjeningsbidraget vil ske gennem forøget salg af egne varemærker, enten via et organisk forløb eller via tilkøb af brands,” skriver Stylepit i en selskabsmeddelelse.

Transformationsår for Stylepit

Stylepit betegner det forgangne år som et transformationsår, hvilket har medført en række særlige omkostninger.

Virksomheden har i løbet af året skiftet navn fra Smartguy ”for at konsolidere markedsføringsindsatsen til ét brand,” og flyttet koncernens lager og fotoproduktion til Polen.

Endelig har Stylepit ændret strategien til et mere intensivt fokus på det nordiske hjemmemarked og tyndet ud i brandporteføljen.

LÆS OGSÅ: ”Stylepit vil fokusere på nærmarkeder”

”Antallet af brands er reduceret og reduceres over tid; Stylepit ønsker at forhandle færre, men mere relevante brands,” skriver virksomheden i selskabsmeddelelsen.

Alle disse tiltag og ændringer har betydet omkostninger. Ifølge Stylepit udgjorde særlige engangsposter et tab på minus 48,0 millioner kroner i 2013/14.

I forventningerne til det kommende regnskabsår 2014/15 forventer ledelsen en nettoomsætning i niveauet 400-425 mio. kr., mens indtjeningsbidraget (EBITDA eksklusiv resultateffekten fra udstedelse af warrants) forventes at lande på mellem -9 og -18 mio. kr. Det skal bemærkes, at såfremt Letter of Intent med Conseptor resulterer i en endelig aftale, vil Stylepits omsætning og indtjeningsbidrag ligge på et væsentligt højere niveau.