Speed-dating med bæredygtige producenter fra Vietnam
Det første af Danish Fashion Institutes tre speed-dating-arrangementer har fokus på Vietnam. Det er gratis for alle interesserede modevirksomheder.Hvis man som modevirksomhed overvejer at starte produktion i Vietnam og i øvrigt har et ønske om at gå i en mere bæredygtig retning, så er der nu mulighed for at møde en stribe producenter fra det sydøstasiatiske land i København til december.
I alt vil cirka 10 tøjproducenter deltage i et speed-dating arrangement den 4. december. Projektet, der har Danish Fashion Institute som arrangør og tovholder, hedder ”Danish Fashion Links – Access to Sustainable Production” og er støttet af Danidas CSR-pulje.
LÆS OGSÅ: ”Nyt initiativ: Bæredygtige producenter til Danmark”
”Et af grundelementerne ved speed-dating-eventen er, at producenterne udvælges på baggrund af de danske mærkers ønsker og behov. Derfor vil alle der deltager få mulighed for at kigge en producentliste igennem med relevant virksomhedsdata, og derudfra vælge de producenter, der passer bedst til deres behov. Dette gøres med henblik på at skabe de bedste vilkår for et efterfølgende samarbejde mellem parterne,” siger Olivia Thejll, der Operations & Production Manager i Danish Fashion Institute, til FashionForum.
Branche-interesse for Vietnam og Bangladesh
Ifølge Eurostat-tal fra 2012 er Vietnam den femtestørste producent af tøj til danske modevirksomheder efter: 1. Kina, 2. Tyrkiet, 3. Bangladesh og 4. Indien. Ifølge udviklingsdirektør i Danish Fashion Institute, Jonas Eder-Hansen, efterspørger branchen kontakt til producenter fra den liste.
”Vores undersøgelser viser, at flere danske modevirksomheder er interesserede i nye leverandører fra især Bangladesh og Vietnam. Vi vil med dette initiativ gøre et eventuelt leverandørskift lettere – og så gør det jo ikke noget, at der samtidig er styr på bæredygtigheden. De deltagende producenter er udvalgt igennem ILOs Better Work program, der sikrer ordentlige arbejdsforhold og gennem anerkendte miljømærkninger,” siger Jonas Eder-Hansen, der er udviklingsdirektør i Danish Fashion Institute.
Tid og sted:
1. december (eftermiddag): Introduktions-seminar om det vietnamesiske marked
4. december: Selve speed-dating-arrangementet
Både introduktions-seminar og speed-dating bliver afviklet hos Danish Fashion Institute i Design Society, H.C. Andersens Boulevard 27, Kbh. V.
Tilmelding:
Der er et begrænset antal pladser, som bliver fordelt efter først-til-mølle-princippet. Tilmelding sker ved at besvare følgende spørgeskema:
BESVAR SURVEY HER
Deadline for tilmelding er d. 10 oktober.