Carmakoma har amerikansk vokseværk
Det danske plus size brand sætter kursen mod det amerikanske marked med stormagasinerne Nordstrom og Bloomingdale’s på kundelisten.Siden Carmakoma blev grundlagt i 2008, har det været målsætningen at ekspandere til det amerikanske marked. Det var dog vigtigt for grundlæggere Angelica Weiss og Heidie Lykke, at Carmakoma voksede naturligt og at en ekspansion ikke skete for hurtigt.
”Vi ville gerne have ordentlig fodfæste i branchen, inden vi tog springet til det amerikanske marked,” siger Angelica Weiss i et telefoninterview til FashionForum.
Nordstrom: Ikke set før
Fodfæste fik Carmakoma dog hurtigt. På kun få år har virksomheden blandt andet opnået en stor markedsandel i England gennem samarbejdet med asos.com. Med den engelske succes og en stime af positiv omtale i de amerikanske medier det seneste år, var det således allerede på tale at realisere en ekspansion, da stormagasinet Nordstrom ringede.
”Vi vidste godt, at tiden var ved at være inde. Men da Nordstrom ringede og sagde, at vi ramte noget, der ikke var set før, var vi sikre på, at tiden var inde – nu skulle vi ind på det amerikanske marked,” siger Angelica Weiss.
Kort efter Nordstroms opkald ringede Bloomingdale’s også, og Carmakoma kan nu bryste sig af at være repræsenteret i begge stormagasiner til foråret 2015. ”Det er uden tvivl en blåstempling af vores brand, at to så store kunder tror på os,” siger Angelica Weiss og understreger at Carmakoma da også har et specielt DNA, der adskiller dem fra mængden.
”Vi lægger meget vægt på, at kurvede kvinder også skal have trendy tøj, der fremhæver og ikke skjuler. Bare fordi man bruger en større størrelse, er det ikke ensbetydende med, at man skal have løst tøj på,” siger Angelica Weiss.
Carmakomas designtilgang står dermed i tråd med en markedsanalyse af NDP, der viser, at 79 procent af amerikanske plus size kunder ønsker de samme styles, som mindre tøjstørrelser får tilbudt.
Canada, Puerto Rico og måske Tyskland
Foruden at ekspandere til det amerikanske, betyder samarbejdsaftalen med Nordstrom også, at Carmakoma vil være at finde på det canadiske og puertoricanske marked.
”Nordstrom åbner snart butikker i både Canada og Puerto Rico, og der følger vi med,” siger Angelica Weiss og udtrykker også en fremtidig interesse i det tyske marked:
”Vi vil først og fremmest fokusere på det amerikanske marked, men der er ingen tvivl om, at det tyske nærmarked også ville være interessant for Carmakoma,” siger hun.
Ifølge markedsanalysebureauer NPD omsatte det amerikanske plus size marked fra maj 2013 til april 2014 for 17,5 milliarder dollars.