Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Fra bæredygtig idé til global udbredelse

Initiativet Launch Nordic går nu ind i sin anden fase, hvor de ni bedste innovatører skal hjælpes til at få deres bæredygtige løsninger for tekstilindustrien ud over rampen.
Initiativet Launch Nordic går nu ind i sin anden fase, hvor de ni bedste innovatører skal hjælpes til at få deres bæredygtige løsninger for tekstilindustrien ud over rampen.

Fremtidens løsninger, når det gælder om at skabe en mere bæredygtig mode- og tekstilbranche, bliver i denne uge præsenteret, vendt og drejet på en workshop i Malmø.

Ni udvalgte innovatører, der spænder lige fra studerende, én-mands virksomheder og start-ups til etablerede virksomheder, har alle præsenteret deres ideer og teknologier onsdag og torsdag i denne uge for et udvalgt Launch Nordic panel, som består af repræsentanter fra blandt andet Nike, Kvadrat og Ikea Group.

LÆS OGSÅ: ”Ida Auken ved Nike-arrangement: Vi skal handle, ikke bare tale”

De to dages intensive samarbejde havde til formål at tilbyde indsigt og rådgivning til innovatørerne, så de ni udvalgte bæredygtige løsninger kan skaleres globalt.

De ni innovationer er alle udvalgt på baggrund af deres positive miljømæssige og sociale indflydelse på fremstillingen af materialer og tekstiler.

De ni Launch Nordic innovatører 2014 er (i alfabetisk rækkefølge):

Better Cotton Initiative (Schweiz)
Green Leather Crust (Tyskland)
Monocel (Norge)
Nano-Dye (USA)
Pure Waste (Finland)
RE: Newcell (Sverige)
Returnity Workwear (Holland)
The Extended Closed Loop (Tyskland, Studenter innovatør)
Vigga.US (Danmark)

Indfarvning med flydende CO2

Formålet med hele Launch-initiativet er at få de gode og bæredygtige ideer, løsninger, koncepter og teknologier frem i lyset og derefter få dem skaleret op til et niveau, hvor de kan skabe reel forandring. Det skal blandt andet ske gennem partnerskaber og investeringssamarbejder.

Et tidligere eksempel på den type partnerskab er den hollandske virksomhed DyeCoo, som har udviklet en teknologi til farvning af tøj ved hjælp af flydende CO2 i stedet for kemikaliefyldt vand. DyeCoo indgik et strategisk partnerskab med blandt andre Nike sidste år, og teknologien bliver nu anvendt i sportsgigantens produktionsled.

LÆS OGSÅ: ”Nike lancerer high tech CO2-farvning”

”At løse de bæredygtighedsudfordringer, som tekstil- og materialeindustrien står overfor, er vigtigt og kræver samarbejde mellem globale industripionerer, regeringer og innovatører. Jeg har høje forventninger til, at Launch Nordic-innovatørerne kan være med til at fremstille mere miljøvenlige løsninger for både kunder og indkøbere,” siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i en pressemeddelelse.

65 ansøgere fra mere end 20 lande

De ni innovatører er blevet udvalgt af Launch Nordic med udgangspunkt i en åben invitation til at indsende forslag. Fra 14. marts til 1. juni indsendte 65 ansøgere fra mere end 20 lande, fordelt på 5 kontinenter, deres innovationer. Et panel af særligt udvalgte eksperter vurderede alle ansøgninger og de ni bedste innovatører blev udvalgt til at deltage ved Launch Nordic Forum i Malmø, Sverige.

Innovatørernes deltagelse i Launch Nordic Forum er startskuddet på et accelerator-forløb, som skal sørge for at deres ideer bliver skaleret.

Launch Nordic er en innovationsplatform skabt i samarbejde mellem Leaderlab, KEA, Danish Fashion Institute og Dansk Design Center, som sammen har introduceret den nordiske region i den globale Launch-platform. Launch er et privat/offentligt samarbejde, som bliver finansieret af partnere fra erhvervslivet, herunder IKEA, Novozymes og Arla samt fra offentlige organisationer, herunder Grøn Omstillingsfond, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Miljøstyrelsen. Læs mere om Launch Nordic Innovation Challenge her.