Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Tidligere CIFF-kommunikationschef bag nyt bureau

I firmaet Force of Nature vil Janne Villadsen og tidligere kreativ direktør i Nordisk Film, Mads Jonassen, kombinere kreative koncepter og kommunikation.
I firmaet Force of Nature vil Janne Villadsen og tidligere kreativ direktør i Nordisk Film, Mads Jonassen, kombinere kreative koncepter og kommunikation.

Med greb fra reklame og marketing, grafisk design, journalistik, kommunikation og PR vil det nystartede bureau Force of Nature udvikle koncepter og kampagner samt kommunikations- og PR-løsninger, der lever på tværs af de mange discipliner. Det skriver firmaet i en pressemeddelelse til Fashionforum.dk.

Bag det nye bureau står tidligere kreativ direktør i Nordisk Film, Mads Jonassen, og tidligere kommunikationschef hos CIFF, Janne Villadsen. Med kombinationen af kreative koncepter og kommunikation ønsker Force of Nature at skabe helstøbte løsninger, som giver merværdi og skaber en autentisk brand- fortælling.

”Inden for kultur – det være sig film, design eller mode – ser vi ofte, at man deler brandingprocessen op og lader et kreativt bureau klare arbejdet med koncept- og kampagneudvikling for derefter at bruge et kommunikations- og PR-bureau til at få kampagnen og brandet til at leve blandt målgruppen. Men på den måde risikerer man, at der arbejdes på forskellige agendaer og ikke på den samlende fortælling, der er bedst for brandet,” siger Janne Villadsen i pressemeddelelsen.

”Vi tror på, at kommunikation er en naturkraft, som er drevet af den menneskelige nysgerrighed, og at der er mange måder at kommunikere på. Nogle bliver påvirket af den traditionelle kampagne eller annonce, andre af indtryk fra venner, magasiner eller sociale medier. Hos Force of Nature kommer vi fra forskellige sider af kommunikationsbranchen: Jeg fra bureau-siden, hvor det visuelle design og det konceptuelle er i fokus, mens Janne har arbejdet med kommunikation og public relations. Lige præcis den kombination giver os en unik indsigt i, hvilken kommunikationsform der er mest effektiv for et givent brand,” siger Mads Kinch Jonassen i pressemeddelelsen til Fashionforum.dk.

Målsætningen for det nye bureau er desuden at skabe synergi mellem de forskellige kulturelle brancher og trække på de to partneres kompetencer inden for film, design, kunst, mode og musik.