Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Nye ejerforhold i Munthe

Henrik Fjordbak sælger sine ejerandele af Munthe A/S og Casa de Luxe Aps til Naja Munthe, der nu har fuldt ejerskab af begge selskaber.
Henrik Fjordbak sælger sine ejerandele af Munthe A/S og Casa de Luxe Aps til Naja Munthe, der nu har fuldt ejerskab af begge selskaber.

Tidligere i år skiftede munthe plus simonsen navn til Munthe, og nu får Naja Munthe det fulde ejerskab over tøjvirksomheden.

Henrik Fjordbak er tidligere direktør for Munthe A/S og har – siden han købte Karen Simonsen ud af virksomheden i 2009 – haft 50 pct. ejerskab. Nu sælger han sin ejerandel til Naja Munthe, som dermed får det fulde ejerskab over virksomheden.

”Det er en naturlig udvikling for mig at overtage det fulde ejerskab og videreføre den positive udvikling Munthe befinder sig i. De seneste 20 år har jeg haft partnere i Munthe A/S, først med Karen Simonsen og de seneste fem år med Henrik. Det har været gode og givende partnerskaber, men nu vil jeg se frem til at få lov til at styre firmaet selv,” siger Naja Munthe i en pressemeddelelse til FashionForum, og fortsætter:

”Det falder også naturligt i forlængelse af navneskiftet i foråret, hvor firmaet blev omdøbt til kun at hedde Munthe. Jeg vil gerne takke Henrik for en rigtig stor indsats igennem de sidste ni år,” lyder det fra Naja Munthe.

LÆS OGSÅ: ”Munthe plus Simonsen skifter navn”

Henrik Fjordbak udtaler:

”Jeg har været en del af Munthe i ni år, først som direktør og siden 2009 som medejer. Arbejdsmæssigt forlod jeg Munthe i 2012, hvor jeg tiltrådte som direktør i Joe & The Juice. Min involvering i Munthe er herefter blevet mindre. Derfor er det naturligt, at Naja Munthe får muligheden for at overtage selskabet 100 pct. Jeg har haft en spændende tid i Munthe og i modebranchen generelt, og jeg vil ønske Naja al mulig held og lykke i den videre rejse fremover,” siger Henrik Fjordbak.

Munthe A/S, tidligere munthe plus simonsen a/s er stiftet i 1994, har HQ i København og beskæftiger ca. 25 personer.