Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

IC Companys fejrer fremgang med navneskift

Modehuset bag Peak Performance, Tiger of Sweden og By Malene Birger har omsat for over 2,5 mia. kr. det seneste år. Nu skifter virksomheden navn.
Modehuset bag Peak Performance, Tiger of Sweden og By Malene Birger har omsat for over 2,5 mia. kr. det seneste år. Nu skifter virksomheden navn.

Der har været gang i salget af Tiger of Sweden-jakkesæt, By Malene Birger-bluser og teknisk overtøj fra Peak Performance det seneste år.

Omsætningen i IC Companys for regnskabsåret 2013/2014 landede på 2,56 mia. kr., hvilket er en stigning på seks pct. sammenlignet med året før.

Også på bundlinjen er der fremgang for modevirksomheden. Årets resultat endte med et plus på 164,5 mio. kr. sammenlignet med det mere beskedne resultat på blot 3,8 mio. kr. i fjor.

Tiger og By Malene Birger i fremgang – Peak har det sværere

Ser man på koncernens tre kernebrands Peak Performance, By Malene Birger og Tiger of Sweden, så er det specielt de to sidstnævnte, der viser flot form – rent økonomisk. Omsætningen i By Malene Birger steg med 10 pct. til 327 mio. kr., mens omsætningen i Tiger of Sweden steg med hele 15 pct. til 883 mio. kr.

Anderledes svær har perioden været for Peak Performance, og både omsætning og indtjening er stort set uændret sammenlignet med i fjor, hvilket ifølge ledelsen – blandt andet – hænger sammen med en mild vinter på det nordiske kernemarked. Set over de seneste tre år har mærket gennemgået en negativ udvikling i omsætningen på -1,6 pct.

LÆS OGSÅ: ”IC Companys sælger fire mærker til DK Company”

Det er i flere henseender en slankere virksomhed, der fremlægger regnskab nu sammenlignet med sidste sommer.

I marts i år solgte IC Companys mærkerne InWear, Matinique, Part Two og Soaked in Luxury samt COMPANYS-butikskonceptet til DK Company.

Desuden viser det netop offentliggjorte årsregnskab, at virksomheden har tyndet ud i medarbejderstaben, som i fjor bestod af 1.264 fuldtidsstillinger, mens der nu ’blot’ er 1.036 fuldtidsstillinger i koncernen.

LÆS OGSÅ: ”Peak, Malene og Tiger klarer den alene”

”Vi har forenklet forretningen og forbedret indtjeningen. Det ser vi resultaterne af i år, hvor vi leverer et godt resultat,” siger Mads Ryder, CEO for IC Companys A/S i en pressemeddelelse.

”Med vores tre Premium brands (Peak Performance, Tiger of Sweden og By Malene Birger, red.) har vi nu fået et godt fundament for fortsat vækst og indtjening. Retningen er klar, og vi skal nå de mål, vi har sat. Men når vi ser ind i regnskabsåret 2014/15, bliver det et år præget af tilpasningen af omkostningerne,” udtaler Mads Ryder.

Nyt navn til september

Som følge af frasalget af COMPANYS-butikkerne og hele Mid Market-divisionen har ledelsen i IC Companys besluttet at ændre navn.

“Efter salget af Mid Market-divisionen, og dermed Companys-butikkerne, har vi besluttet, at koncernen ikke længere skal anvende del-navnet ”Companys”. Derfor er processen for en navneændring blevet påbegyndt. Såfremt den ordinære generalforsamling i september 2014 godkender navneændringen, vil koncernen fremover kendes under navnet ”IC Group”,” skriver IC Companys i årsrapporten.