Barbara I Gongini: Modeshowet er magisk

CPHFW SS15. Klokken er 14.30, det er tirsdag, og der er halvanden time til showstart. Bag ved scenen slentrer høje slanke modeller iført asymmetriske læderklæder og skæve bomuldskombinationer rundt mellem den summende lyd af en håndfuld hårtørrere og knipsende blitzer. Midt i det sorte, smådystre univers titter de ildrøde lange lokker frem. På det tidspunkt er man ikke i tvivl om, at det er Barbara I Gongini, der om lidt skal fylde Rådhussalen med dyster avantgarde.

Kunsten er den røde tråd – og de røde lokker

For en udefrakommende, det tager et flygtigt blik tværs gennem rummet, ville modellernes frisurer mest af alt ligne små pyramideformede fuglereder. I designer Barbara I Gonginis øjne er det kunst, og hvert hårstrå er nøje organiseret:

”Jeg vil sige, at det er avantgarde på grænsen til det kunstneriske. Det er superrent, men kan samtidig også krystalliseres lidt – og det er et spændingsfelt, jeg godt kan lide,” forklarer Barbara I Gongini til FashionForum.

De sidste otte modeller sidder stadig uden en lyd og kigger ind i spejlene. Uden nogen form for mimik lader de hårstylister og make-upartister trippe rundt i hurtige bevægelser og nusse de sidste detaljer på plads.

Der bliver kælet for hvert eneste hårstrå – og der er masser at tage fat i. Sorte, blonde og røde totter ligger i små bunker på både makeupborde, bænke og sågar på gulvet. Nede mellem tunge lædersko med krydsende lynlåse kan man spotte adskillige baner af fem meter langt rødt, bølget hår, der ligger klar og venter på at skulle forbinde to af modellernes frisurer til hinanden i en blød, lang u-formet kurve. En tot mere hentes fra gulvet og hårstylisten prøver ihærdigt at udrede de filtrer, som frisuren bærer med sig. Der studses til med en saks og endnu en spraydåse med hårlak tømmes.

Koreografi ned til mindste detalje

”Seks minutter til line-up til prøven,” råber koreografen Toniah Pedersen ud over rødtoppede, ibenholtsorte og platinblonde hoveder og fortsætter: ”Man går hele vejen ned til enden… undtagen de røde satellitter. I ved hvad I skal gøre”.

Kort forinden har hun øvet armbevægelser og fodplaceringer med de to rødhårede piger, der har håret bundet sammen. For Barbara I Gongini ligger kunsten nemlig ikke kun i kollektionen, men også i koreografien.

”I skal tælle: en, to, tre, fire, fem. Skift. En, to, tre, fire, fem. Skift,” tæller hun mens hun skifter position mellem hvert spænd. Hånd i hånd drejer modellerne til hver sin side. Ryg mod ryg læner de sig frem uden at give slip og den røde bue af hår får backstage-fotograferne til at flokkes om dem.

Kort efter gentager de koreografien ude på catwalken og Toniah følger med på en skærm backstage, der giver overblik over både catwalk og publikum. En, to, tre, fire, fem. De gjorde akkurat som Toniah Pedersen viste dem. Generalprøven er overstået.

Det allersidste ”pfft”

Så følger det allersidste pift med hårlakken og den sidste føntørring. De påsatte hårtotter rettes for sidste gang inden det går løs. Det er alvor nu. Publikum sidder bænket i salen, og lyset dæmpes, mens stilheden og den dybe, rungende bas indfanger salen og får gulvet til at vibrere. Det kildrer op igennem kroppen og helt ud i fingerspidserne.

Modellerne står klar på række og tripper utålmodigt. Mændene først, herefter kvinderne. Nu er det ved at være tid. Det sidste bukseben rynkes op på læggen, mens tre dressere med røde skuresvampe i hænderne børster læderet på modellen ved siden af.

Projektørerne i salen sætter spot på catwalken. Den første model glider af sted, og hvis man lytter efter, har stilheden indtaget backstageområdet. Resten af modellerne følger som planlagt. En efter en, så parvist og til sidst i samlet trop. Kulminationen sker, da alle modellerne i samlet trop bevæger sig i slowmotion ned af catwalken og tilbage igen. På hver sin side af catwalken stiller de sig op på række og venter på kvinden bag det hele. Et bifald fra den inviterede skare bringer en smilende Barbara I Gongini tilbage bag forhænget – en finale og et åbningsshow rigere.

”Det er super magisk. Tingene er jo lige kommet hjem fra Portugal og Litauen, så for første gang falder alle komponenterne pludselig på plads. Jeg har jo ikke set det før,” lyder det roligt fra den rødhårede designer.

Projektørerne slukker og musikken dæmpes. Gæsterne forlader salen. Det tog et halvt års arbejde … og 15 minutter.