Pandora: fremgang i Q2 - og 27 nye butikker
Pandora løfter sløret for 31 pct. fremgang i omsætning - samt nye strategiske tiltag i andet kvartal.Pandora viser fin form i andet kvartal med en stigning i omsætningen til 2.544 mio. kr., hvilket svarer til en stigning på godt 31 pct. Også resultatet for periodens viste vækst – her havnede Pandoras bundlinje på 662 mio. kr. mod 431 mio. kr. i samme kvartal året inden.
Med resultatet kunne den enorme smykkekoncern også løfte sløret for, at Peter Vekslund til januar afløser Henrik Holmark som finansdirektør, og for, at man netop har overtaget 27 smykkebutikker fra franchisetageren Hannoush i Nordamerika:
Pandora forventer at begynde at drive butikkerne allerede i slutningen af tredje kvartal med ønsket om at “opdatere forhandlernetværket i det nordøstlige USA, der har udviklet sig relativt svagere i forhold til resten af USA”, lyder det i en meddelelse.
Allan Leighton, adm. direktør i Pandora siger i en meddelelse:
“USA klarer sig generelt godt og leverer for 23. kvartal i træk vækst i det direkte sammenlignelige salg ud af butikkerne. Alle regioner i USA leverer midt-encifrede vækstrater eller mere i det direkte sammenlignelige salg ud af butikkerne, bortset fra den nordøstlige del. Denne region er vores ældste i USA, og vi ser et behov for at opdatere netværket. Denne proces er begyndt, og vil blive fremskyndet gennem transaktionen med Hannoush, som er vores største franchisetager i det nordøstlige region, og udgør omkring 25% af salget ud af butikkerne i regionen.”