Svensk vinder af Designers' Nest
CPHFW SS15. 10-års jubilæet for talentkonkurrencen Designers’ Nest blev afviklet her til eftermiddag på Vision-messen i Øksnehallen.(Opdateret, kl.17.30 med kommentarer fra jury-medlemmer og vinderen)
Tre af de fem finalister i design-konkurrencen Designers’ Nest repræsenterede The Swedish School of Textiles, og vinderen var da også netop fra den skole.
27-årige Andreas Eklöf løb med hæderen og de 50.000 kr., som følger med prisen, da han her til eftermiddag blev kåret som vinder af Designers’ Nest.
”Det betyder selvfølgelig meget for mig. Nu er jeg færdig som studerende, og leder efter et job eller en praktikplads, så det her er en god start, og samtidig er det selvfølgelig rart at få anerkendelse for mit arbejde,” sagde Andreas Eklöf til FashionForum efter at være blevet udråbt som vinder foran Elina Mättänen fra Aalto School of Design og Per Hansson fra The Swedish School of Textiles på tredjepladsen.
”Virkelig højt internationalt niveau”
Eklöfs vinderkollektion bestod af tre styles, der kunne ses som et indblik i arbejdsprocessen fra idé til færdig sportsjakke. Første model entrerede i udtrådte Converse All Stars og med tape i stedet for syninger, mens den sidste model var iført en færdig teknisk sportsjakke.
Netop den proces-tilgang var noget, der imponerede dommerne.
”Der var enighed blandt dommerne, og for mig betød det meget, at han tog en prototype med, som en del af sit line-up. Han har trukket en del af processen med ind, og det hæver niveauet og viser en integritet i forhold til hans arbejdsproces,” sagde designer og jury-medlem Astrid Andersen til FashionForum efter showet.
Hun blev suppleret af Silas Adler, designer i Soulland, der ligeledes var imponeret over Andreas Eklöfs kunnen.
”Du har tre outfits: Det ene er starten af en proces, det andet er midt i, og det sidste er et slutprodukt, men de er stadig alle sammen en del af kernen. Det viser, at det, han laver, er pisse-originalt. Derudover er der selve udførelsen, som beviser, at han har forståelse for materialer og konstruktion. Det er virkelig højt internationalt niveau,” lød det fra Silas Adler.
Han og Astrid Andersen var en del af dommerpanelet, der desuden bestod af Anne Sofie Madsen, Barbara Í Gongini og Charlotte Eskildsen fra Designers Remix.
Som noget nyt skulle blot fem afgangselever vise deres kreationer ved showet, hvor der tidligere har været over 20 elev-kollektioner på catwalken.
LÆS OGSÅ: ”Designers’ Nest lancerer nyt showformat”