Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Modeugen indefra: A Question Of

CFW SS15. Efter mange måneders slid glæder A Question Of sig til at vise Gallerys indkøbere, presse og branchekollegaer det nyeste inden for bæredygtig mode.
CFW SS15. Efter mange måneders slid glæder A Question Of sig til at vise Gallerys indkøbere, presse og branchekollegaer det nyeste inden for bæredygtig mode.

Sommeren er over os – og det samme er Copenhagen Fashion Week. I denne og næste uge bringer FashionForum en stribe interviews med aktører fra den danske modebranche – både dem, der afholder modeshow og dem, der er på messerne. I dag er det medejer og kommerciel direktør i A Question Of Mads Ulrik Greenfort.

Hvilke messer er I på? 
Vi er i år på Gallery i Forum, hvor vi har været de sidste fire år. Derudover har vi været på Capsule-messerne i Paris og Berlin og deltager desuden også på Capsule messerne i New York og Las Vegas.

Hvorfor er I på messe ved Copenhagen Fashion Week?
Messen er en god mulighed for at vise vores nye kollektion frem for både nuværende og mulige kunder. Samtidig giver det os også en mulighed for at møde nye, interessante mennesker, få nogle gode kontakter og udvide netværket lidt.

Hvornår begynder forberedelserne til messen?
Forberedelserne til denne sæsons modeuge startede som sådan allerede tilbage i januar, hvor vores designere begyndte arbejdet på SS15-kollektionen. Dernæst har der været en masse arbejde med blandt andet photoshoot og udarbejdelse af lookbook, som skal bruges til Copenhagen Fashion Week. Forberedelsen til selve messen begyndte i juni, hvor vi begyndte at planlægge, hvordan vores stand skulle se ud til de forskellige messer, og hvilke styles, der skal være mest fokus på.

Hvad er drømmescenariet at opnå på messen?
Grunden til at vi tager på messe er selvfølgelig at få solgt vores SS15-kollektion ind til butikkerne. Det er det altoverskyggende formål, og derfor er drømmescenariet naturligvis en masse gode ordrer og nye kunder.

Hvad glæder I jer mest til ved at skulle på messe?
Det vi glæder os mest til ved hver messe, er uden tvivl at vise vores nye kollektion frem for vores kunder, og ikke mindst alle de potentielle kunder, der er på messen. Det er lang tids hårdt arbejde, som nu endelig kan vises frem, så det er naturligvis med stor spænding og forventning, at vi viser SS15-kollektionen frem.

Hvordan kommer indkøberne og lægger ordrer?
Nogle indkøbere laver aftaler på forhånd, og lægger ordrer med det samme mens vi står på messen. Andre vil gerne have tilsendt materiale på kollektionen, eller tager billeder og noter, og lægger så ordren lidt tid efter messen.

Hvordan ser en typisk dag ud på messe for jer?
Dagen starter, som altid, med den uundværlige kop kaffe. Herefter går det meste af dagen med besøg fra kunder, både nye og nuværende. Vi har på forhånd lavet aftaler med nogle af vores kunder, der kigger forbi, og så er der naturligvis alle de nye kunder, man håber på at kunne tiltrække. Derudover er messerne naturligvis også en rigtig god mulighed for at snakke med venner og bekendte i branchen, der også er at finde på messen. Aftenerne går som regel med middage med kunder og samarbejdspartnere, hvor nogle slutter senere end andre.

Følg med i den kommende uge, hvor du blandt andet kan møde Munthe, Whiite, Freya Dalsjø og mange flere.