Grøn modeudstilling i Nikolaj Kunsthal
Fra på mandag slår Nikolaj Kunsthal dørene op til New Nordic Fashion, en udstilling dedikeret til at skabe øget fokus på bæredygtighed i modebranchen.Der er mulighed for at opleve det nyeste indenfor bæredygtig mode, når New Nordic Fashion-udstillingen på mandag åbner i Nikolaj Kunsthal i København. I centrum er New Nordic Fashion-kollektionen, der samler en række af Nordens førende designere såsom David Andersen, Barbara ì Gongini, Marimekko og Designers Remix, der er blevet udfordret til at skabe tøj af bæredygtige materialer og teknikker.
Ifølge projektkoordinator i Danish Fashion Institute Suzi Christoffersen er udstillingen lavet for at vise, at bæredygtig mode både æstetisk og funktionelt kan matche konventionel mode. Samtidig vil besøgende blive præsenteret for et udpluk af de innovative ressourcer, der anvendes i Norden indenfor bæredygtig mode som fx mælk, fiskeskind og rensdyrskind.
“Med udstillingen og Nikolaj Kunsthal som ramme har vi fået en mulighed for at vise de innovative muligheder, der ligger i bæredygtig mode fra et kreativt standpunkt samtidig med, at der er et lærerigt aspekt inkorporeret,” siger projektkoordinator i Danish Fashion Institute Suzi Christoffersen.
Samarbejde med kunstnergruppen Dark Matters
Udstillingen er lavet i samarbejde med kurator Ditte Marie Lund, der som en del af den kunstneriske ramme har inviteret kunstnergruppen Dark Matters til at stå for det visuelle filmiske udtryk. Designer Cæcilie Parfelt Vengberg har også bidraget til det visuelle.
Copenhagen Fashion Week blev sidste år beskrevet som ”the greenest fashion week in the world” af Financial Times, og New Nordic Fashion er et af flere tiltag, der sammen med blandt andet tøjbyttemarkedet Global Fashion Exchange og shoppingguiden til bæredygtig mode, Green Walk, er med til at sætte bæredygtighed på modeugens program.
Der er åbningsreception i Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, København, på mandag den 4. august kl. 16-19. Se mere her.
Udstillingen er åben fra mandag den 4. august – lørdag den 9. august kl. 10-18 og søndag den 10. august kl. 10-16. Entré: 20 kr.
Du kan læse meget mere om Green Walk og Global Fashion Exchange på Copenhagen Fashion Festivals hjemmeside – her.