Modeugen indefra: Barbara Í Gongini
CPHFW SS15. Denne modeuge bliver åbnet med et bæredygtigt fokus. Barbara Í Gongini har indarbejdet bæredygtige principper og brandstrategi og bestræber sig på at lave tøj, man kan bruge sæson efter sæson.Sommeren er over os – og det samme er Copenhagen Fashion Week. I denne og næste uge bringer FashionForum en stribe interviews med aktører fra den danske modebranche – både dem, der afholder modeshow og dem, der er på messerne. I dag er det Barbara Í Gongini, der åbner Copenhagen Fashion Week med sit show på Københavns Rådhus på tirsdag.
Hvad har inspireret dig til SS15-kollektionen?
Vi fortsætter naturligvis med vores konceptuelle grundprincip, men vi har valgt at give denne kollektion et lidt mere grafisk udtryk. Vores designs er baseret på et slags ’Kit Building Concept’, hvor vores styles er multifunktionelle, og åbner op for, at vores forbrugere selv kan finde det rette udtryk, som kan være både konceptuelt eller minimalistisk.
I skal åbne showkalenderen med et bæredygtigt modeshow, hvordan har I forholdt jer til bæredygtighed i arbejdet med kollektionen?
Vi har altid haft bæredygtighed i højsædet, og det kommer ikke til at forholde sig anderledes. Vi arbejder altid hen imod at blive et 100 pct. bæredygtigt brand, da det er et af vores grundprincipper.
Helt konkret udviser det sig ved, at vi arbejder med fokus på at lokalisere bæredygtige metervarer, og at vi udelukkende benytter skind- og pelsvarer, som er biprodukter. Det ligger implicit i vores tilgang til bæredygtighed, at vi vil forlænge hver enkelt styles livscyklus, hvilket er direkte relateret til vores ’Wardrobing Concept’, der bygger på, at forbrugeren skal kunne bruge designet over flere sæsoner, da vores design ikke er trendbaseret.
Vores kollektioner er baseret på en kontinuerlig historie, så man altid kan bygge videre på udtrykket fra tidligere kollektioner, hvilket forlænger livscyklussen i hver enkelt design, som er meget vigtigt for vores designprincipper.
Hvilke fordele mener du, der er ved at holde show?
For os betyder shows alt. Det er et af vores absolut vigtigste marketingredskaber, en platform, der er oplagt til at møde kunder og presse – nationale såvel som internationale.
Hvad glæder du dig mest til ved at holde show?
Det handler om at få produkterne ud i livet og få lavet en flot overlevering.
For mig betyder det mest at få leveret en helhed, hvor den kreative proces, designet og atmosfæren går op i en højere enhed, som giver publikum en fuldkommen oplevelse. Det er det store øjeblik for mig.
Hvad er dine bedste råd til showdebutanterne?
Det er vigtigt at holde fast i sin integritet som designer og få det illustreret i sin præsentation. Vi glæder os over, at vi har et så godt bagland i København, der giver mulighed for at realisere vores visioner sæson efter sæson.
I sidste ende er det vigtigste, at man ikke går på kompromis med sin kreative filosofi. Vær ikke bange for at give den gas.
Hvad er din bedste/værste show-anekdote – fortæl historien!
Så må det bliver den værste: Da vi oplevede, at lyden forsvandt midt i showet. Der herskede total panik backstage, men da vi var færdige stod alle alligevel med en dejlig følelse, fordi publikum stadig syntes, at det havde været en god oplevelse.
Hvad gør du for at skabe en uforglemmelig oplevelse for tilskuerne?
Jeg arbejder altid med nogle nye kreative rum og med at nedbryde grænserne for det forventelige. Det er en måde at stimulere sanserne og give den optimale oplevelse. Man skal skrue op for den kreative volumen i hele produktionen, og det er netop også på denne platform, man har muligheden for det.
Hvordan prioriterer og placerer du gæsterne ved showet?
Det har jeg gudskelov intet med at gøre. Min partner og kommercielle direktør Karin Plonaitis laver seatingplanen, sammen med vores PR-agentur. Seating er en kunst, og hvis det stod til mig, så sad alle jo front row. Men så bliver det jo nok en lang catwalk.
Følg med i de kommende uger, hvor du blandt andet kan møde David Andersen, Munthe, A Question Of, Freya Dalsjø og mange flere.