Materialebibliotek inviterer til åbent hus under modeugen
Danish Fashion Institutes bæredygtige materialebibliotek – The Fabric Source – slår dørene op for alle under modeugen.Fra på mandag er der mulighed for at udforske materialer som mælk, bark og genanvendt læder.
Under Copenhagen Fashion Week holder materialebiblioteket The Fabric Source nemlig åbent hus hver morgen fra mandag-fredag, hvor alle interesserede kan komme og lære mere om de over 500 forskellige bæredygtige materialer og desuden blive introduceret til en ny videreudviklet online-leverandørdatabase.
LÆS OGSÅ: ”Økobomuld eller genbrugs-polyester – Besøg Nordens største grønne materialebibliotek”
The Fabric Source, som er Nordens første bæredygtige materialebibliotek, er igennem sin første sæson, og projektkoordinator Suzi Christoffersen har oplevet god respons:
”Generelt har modtagelsen af materialebiblioteket været positiv. De besøgende har særligt understreget det lærerige aspekt af den indledende dialog. Rådgivning og formidling er essentielle elementer, hvis vi skal skabe fremskridt og med en platform for vidensdeling som denne, tager vi vigtige skridt i den rigtige retning,” siger Suzi Christoffersen og fortæller, at biblioteket har haft besøg af ca. 140 modevirksomheder og –studerende i løbet af de første tre måneder.
Når den nye sæson rammer kan bibliotekets brugere se frem til en ny leverandørdatabase indeholdende et system af bæredygtighedskriterier, hvis formål er at lette og effektivisere processen. Via en stregkode i materiale-eksemplaret vil brugeren få direkte adgang til databasen og dermed alle de nødvendige oplysninger.
Desuden er ankommet en række nye materialer, der alle er fokuseret på genbrugelighed, social ansvarlighed og innovation.
The Fabric Source holder åbent hus under Copenhagen Fashion Week den 4.-8. august mellem kl. 9-10. Det er ikke nødvendigt at booke aftale – kom forbi og lær mere om bæredygtige løsninger. The Fabric Source ligger i Design Society, H.C. Andersens Boulevard 27, 4. sal., København V. For spørgsmål kontakt projektkoordinator Suzi Christoffersen på sc(a)danishfashioninstitute.dk.