Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Modeugen indefra: David Andersen

CPHFW SS15. David Andersen er gået tilbage til sine designrødder og glæder sig til at vise en kollektion, hvor klassisk skrædderkunst er i højsædet.
CPHFW SS15. David Andersen er gået tilbage til sine designrødder og glæder sig til at vise en kollektion, hvor klassisk skrædderkunst er i højsædet.

Sommeren er over os – og det samme er Copenhagen Fashion Week. I denne og næste uge bringer FashionForum en stribe interviews med aktører fra den danske modebranche – både dem, der afholder modeshow og dem, der er på messerne.

Hvilke fordele mener du, der er ved at holde show?
Først og fremmest er det er en fordel, at vores kunder kan se kollektionen stylet og levende frem for at hænge på en bøjle i et showroom. Det er selvfølgelig en fordel at kunne invitere pressen og derved få omtale på kollektionen. Slutteligt er det en fantastisk følelse at afslutte en historie og proces, man har arbejdet hårdt på længe ved at holde et show.

Hvilken erfaring har du gjort dig med at holde show?
For hvert show man holder, gør man sig nye erfaringer. Vigtigst af dem alle er at bevare roen på selve dagen. Nu er jeg som person ikke ’en stresser’, men på sådan en dag er der mange ting, der hurtigt kan stresse én. Her er det vigtigt at bevare overblikket og roen samt at være omgivet af de rigtige mennesker.
Det er ofte for sent at ændre noget – så husk at nyde det enorme setup det er at afholde show.

Hvad er den største udfordring ved at holde show?
Den største udfordring er økonomien og det at få tingene til at hænge sammen. Økonomisk kan man hurtigt lade sig rive med, hvilket nemt kan blive dyrt.

Hvad har inspireret dig til din SS15-kollektion?
I min SS15 kollektion udforsker jeg mine designrødder, fra da jeg begyndte at designe. Jeg har ønsket at gå tilbage til begyndelsen og på samme tid udforske fremtidige tendenser i kunst og mode. Kombineret med min nuværende designæstetik ønsker kollektionen at stræbe efter et design, der er tidløs samtidig med, at det er fremadsynet.

Jeg har integreret denne designfilosofi ved at gøre brug af et minimalistisk design, der er baseret på reglerne fra den klassiske skrædderkunst. Valget af tekstur er det centrale element i kollektionen.

Yderligere har kollektionen fundet sin inspiration i humor samt ved at lege med tredimensionelle vinkler. Det kan blandt andet ses i brugen af quilt og elementer i lak. Kombinationen af stringente linjer og humoristiske detaljer, giver kollektionen den personlighed, der definerer mit design-DNA.

Og til showet?
Vi har i år valgt at afholde show i Christian den IV`s bryghus, som ligger midt i København og er en enorm og fantastisk bygning. Bygningen åbnede for godt en måned siden som museum, og her kan man bl.a. se de gamle og meget smukke ridderstatuer. Jeg tror, at valget af location har noget at gøre med at træde tilbage og se det gamle på en ny og moderne måde.

Hvad er din bedste/værste showanekdote – fortæl historien!
Under mit show i sommeren 2012 faldt min ene model på catwalken. Hun faldt desværre ikke bare en gang men fem gange og måtte til sidst blive båret ud af en gæst. Det var ganske forfærdeligt for den stakkels model. Hun kom dog hurtigt op og gå igen efterfølgende.

Noget af det bedste jeg har oplevet i forbindelse med et show, var i Berlin. Vi afholder hver sæson show i Berlin under modeugen. Efter showet i 2014 kom en kineser ud til os og aflagde en ret stor ordre alene ud fra, hvad han havde set på catwalken. I al den stress, der ofte er efter et show, stod vi pludselig der og havde et salgsmøde, hvilket bagefter var ret sjovt.

Bruger du meget energi på at lave showpieces og hvorfor?
Vi bruger ikke meget tid på showpieces til vores show i København og Berlin. For os er det vigtigt, at kunderne kan købe det de ser på catwalken, samtidigt med, at det er noget de kan relatere til. Jeg ville dog elske at udvikle en masse showpieces, da det jo er noget af det sjove i mit job. Vi afholder hver sæson show i Warszawa under den Polske modeuge. Her viser vi en lidt anden kollektion, hvor størstedelen er couture, og der er flere showpieces iblandt. I Polen har vi et godt salg af netop de pieces.

Hvordan ser din showdag ud, fra du vågner til du går i seng og hvad er din rolle i løbet af showet?
Jeg møder gerne tidligt ind på kontoret, hvor vi alle samles over morgenmad og holder et møde, hvor alle bliver orienteret omkring dagens forløb, og hvem der står for hvilke opgaver.

Dagen foregår stille og roligt med at vi få de sidste justeringer på plads. Vi spiser god mad, og så er der ofte en del interviews med forskellige blade, tv stationer, samt møder med kunder der er fløjet ind.

Efter showet afholder vi en reception for vores kunder og partnere, hvilket er en rigtig god måde at runde dagen af på, inden vi rydder det hele op, og gør os klar til kundemøder de kommende dage. Sidst på dagen går vi alle ud og får en øl … eller to.

Følg med i de kommende uger, hvor du blandt andet kan møde David Andersen, Munthe, A Question Of, Freya Dalsjø og mange flere.