Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Prisen pr. minkskind faldt hos Kopenhagen Fur

Kopenhagen Fur er optimistiske efter den netop afsluttede juni-auktion, hvor pelsprisen falder en smule sammenlignet med seneste danske auktion.
Kopenhagen Fur er optimistiske efter den netop afsluttede juni-auktion, hvor pelsprisen falder en smule sammenlignet med seneste danske auktion.

I går afsluttedes ni dages pelsauktion hos Kopenhagen Fur i Glostrup. Selskabet beretter i dag om et gennemsnitligt prisfald på tre procent i forhold til seneste auktion i april. Det skriver Kopenhagen Fur i en pressemeddelelse til FashionForum.

Gennemsnitsprisen på danske minkskind endte på 291 kr., mens den samlede omsætning nåede 1,59 mia. kr.

Adm. direktør Torben Nielsen fra Kopenhagen Fur vurderer, at minkpriserne har fundet et nyt leje, mens der er opnået en prisstigning i forhold til de øvrige auktionshuses mellemliggende auktioner.

”Der var stor konkurrence og en god stemning i auktionssalen, og det er tydelige tegn på, at vores kunder tror på et godt pelssalg den kommende vinter,” siger adm. direktør Torben Nielsen i pressemeddelelsen.

Det er et vigtigt signal til branchen

Kopenhagen Fur kunne melde om udsolgt af de i alt 5,6 mio. udbudte minkskind fordelt på det, selskabet kalder ”de lysere mutationstyper og brune mink”.

Ifølge Kopenhagen Fur udgør de brune skind “rugbrødet i minkproduktionen”, og disse blev solgt til stigende priser både i forhold til de seneste internationale auktioner og i forhold til Kopenhagen Furs april-auktion.

”Det er et vigtigt signal til hele branchen, fordi det betyder, at værdien af varelagrene hos pelsfabrikanterne kan opskrives. Det giver branchen fornyet tillid,” forklarer Torben Nielsen.

Nyt prisniveau nye aktører

Ifølge Kopenhagen Fur åbner det nye prisniveau også markedet for nye aktører. Blandt andet berettes der om 70 helt nye kunder blandt 600 internationale kunder til auktionen.

”Med en grundlæggende sund efterspørgsel på pelsvarer blandt forbrugerne, giver det plads til nye kunder, som nu kan få foden indenfor på det lukrative pelsmarked,” siger Torben Nielsen.

Kopenhagen Fur afslutter salgssæsonen med auktionen i september. Der udbydes omkring 5,5 mio. minkskind, og totalt skifter 25 mio. minkskind ejer i denne sæson.