Etiopien satser på at femdoble tøjeksporten i år
En indisk og en amerikansk delegation har besøgt det nye produktionsland, og der er milliardinvesteringer på vej.Etiopien er for alvor i færd med at etablere sig som en ny spiller på verdensmarkedet, når det gælder produktion af tøj og tekstiler.
H&M er allerede begyndt at source fra det østafrikanske land, og i sidste uge var en amerikansk delegation bestående af 40 investorer, heriblandt PVH Group, der står bag Tommy Hilfiger og Calvin Klein, på besøg i landet. Det skriver Fashionunited.
LÆS OGSÅ: ”H&M vender blikket mod Afrika”
Desuden har den indiske virksomhed ShriVallabh Pittie (SVP) Group ifølge både etiopiske og vestlige medier besluttet at investere 550 mio. dollar (knap 3 mia. kr.) i etableringen af et spinderi i Etiopien, som efter planen skal være fuldt funktionelt til næste år og beskæftige 13.000 arbejdere. Det vil angiveligt blive Afrikas største af slagsen.
Landet bliver ofte fremhævet i produktionssammenhæng – primært på grund af et lønningsniveau for syersker på omkring 25 dollar om måneden. Derudover er klimaet velegnet til dyrkning af bomuld, der er en åben handelspolitik i forhold til EU og USA, og selv om landet ikke ligger ud til kysten, så er transporttiden med skib fra nabolandet Djibouti til Europa væsentligt kortere end fra Fjernøsten.
Over-optimistiske prognoser?
Der er dog stadig udfordringer for den etiopiske tøj- og tekstilindustri. Ifølge den etiopiske ugeavis Addis Fortune eksporterede landet tøj og tekstiler for 29 millioner dollar i første kvartal af regnskabsåret 2013-14, der begyndte den 8. juli 2013.
Det var ganske vist over 50 procent højere end eksporten på 19 millioner dollar i den samme periode året før, men formentlig ikke højt nok til at indfri regeringens ambitiøse målsætning på 500 mio. dollar for hele regnskabsåret, hvis tendensen ellers fortsætter.
I 2012-13 eksporterede den etiopiske tekstilsektor for 99 mio. dollar, hvilket også var langt under regeringens målsætning, der lød på 357 mio. dollar.
Ifølge formanden for The Ethiopian Textile and Garment Manufacturers’ Association, Fassil Taddesse, skyldes sektorens startvanskeligheder blandt andet udfordringer såsom regelmæssige strømafbrydelser, dårlig infrastruktur og behovet for import af dyre maskiner.
Kilder: fashionunited.co.uk, Ethiopian News Agency, Fibre2Fashion, Addis Fortune