Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Skjult optagelse: Benetton-leverandør bruger børnearbejdere

En italiensk dokumentar afslører ved hjælp af skjult kamera kritisable forhold i Benettons leverandørkæde.
En italiensk dokumentar afslører ved hjælp af skjult kamera kritisable forhold i Benettons leverandørkæde.

Den nye italienske dokumentarfilm ’Made in Italy’ viser eksempler på brug af børnearbejde i Benettons leverandørkæde i Bangladesh.

I filmen, som er produceret for den italienske tv-station RAI 3, er journalisterne på besøg hos flere af Benettons underleverandører med skjult kamera. Journalisterne, som udgiver sig for at være indkøbere, spørger en af fabriksejerne:

”Nogle af pigerne ser meget unge ud, jeg er ligeglad, men hvor gamle er de egentlig?”

Hertil svarer fabriksejeren:

”I visse tilfælde er de 13-14 år, men dem er der ikke mange af.”

I Bangladesh er det ulovligt at ansætte børn under 14 år på fabrikkerne, og hvis de er fyldt 14 år, må de kun arbejde fire timer om dagen. Ifølge speaken i dokumentaren arbejder de ansatte på fabrikken minimum i 12-timers-skift.

Benetton-ansat forsvarer børnearbejde

I dokumentaren bliver to ledende medarbejdere fra det Benetton-ejede datterselskab Olimpias også filmet med skjult kamera på et hotel i Bangladesh. Her spørger journalisten om der arbejder børn på fabrikkerne, hvortil den ene af medarbejderne svarer:

”Ja, men selv missionærerne er glade for, at de er der. I det mindste er de ikke på gaden. Sådan var det også i Italien for 50 år siden.”

Da journalisterne mødes med den Olimpias-ansatte dagen efter giver han desuden følgende syn på ansvarsfordelingen, når det gælder sikkerheden på fabrikkerne, som Benetton sourcer fra:

”Den vurdering, vi foretager omhandler både tøjets kvalitet og arbejdernes sikkerhed, men hvis ingen af bygningerne har udvendige brandtrapper, så er det ikke min skyld. Tror du, at bare fordi, jeg er fra Benetton, så kan jeg få dem til at bygge udvendige brandtrapper? Regeringen er nødt til at sørge for disse tiltag, ikke mig,” siger Olimipias-manageren på den skjulte optagelse.

Du kan se hele dokumentaren via DanWatchs hjemmeside her.