Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Unge mænd er de nye luksusforbrugere

Yummies - young urban males - kaldes den ny forbrugergruppe, som luksusmodemærkerne i allerhøjeste grad har fået øjnene op for.
Yummies - young urban males - kaldes den ny forbrugergruppe, som luksusmodemærkerne i allerhøjeste grad har fået øjnene op for.

En lang række luksusmærker skeler mere og mere til yngre, mandlige forbrugere, når de leder efter nøglen til fremtidig vækst.

En ny rapport fra den britiske finansinstitution HSBC peger således på, at efterhånden som unge mænd gifter sig og stifter familie senere i livet, har de flere penge at bruge på fx dyrt tøj og tilbehør i deres 20’ere – penge der tidligere har gået til at sørge for børnene.

HSBC har ikke bare defineret denne nye gruppe af luksusforbrugere, de har også navngivet den:

Yummies, kalder banken de unge mandlige forbrugere – en forkortelse, der dækker over betegnelsen “Young Urban Males“.

Et eksempel på et modehus, der på det seneste har vist interesse for mændene, er Burberry. Om den britiske luksusgigant skriver Bloomberg News nemlig, at man her først for tre år siden holdt op med blot at udlicitere herretøjsdesignet til en tredjepart. Omkring 2011 hev man nemlig også herrerne in-house:
“Vi ser et markant vækstpotentiale [i herredelen af forretningen], særligt på de mindre udviklede vækstmarkeder,” lød det i november fra Angela Ahrendts, der på daværende tidspunkt var adm. direktør hos Burberry.

En række andre luksusmærker bekræfter tendensen, blandt andre Coach, der heller ikke længere ser deres primære kundegruppe som midaldrende karrierekvinder, lyder det fra Bloomberg News.

En undtagelse for tendensen til, at mænd i større og større grad også træffer kostbare shoppingbeslutninger, er det enorme kinesiske marked. Her viser HSBCs undersøgelse, at det er kvinderne der vil drive den fremtidige vækst i luksussegmentet.
“Indtil midten af 1990’erne blev nærmest alle overskudsindkøb foretaget af mændene i Kina – og ofte i form af gaver til andre mænd. Nu er halvdelen af lederne på seniorniveau i Kina kvinder, og kvinder står for omtrent halvdelen af luksusforbruget,” lyder det fra HSBC.