Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Ida Auken ved Nike-arrangement: Vi skal handle, ikke bare tale

Fredag inviterede Nike og NASA til spil og spørgsmål i bæredygtighedens navn. FashionForum lyttede med på løjerne.
Fredag inviterede Nike og NASA til spil og spørgsmål i bæredygtighedens navn. FashionForum lyttede med på løjerne.

Det er fredag, og temaet er bæredygtighed, det står klart i det øjeblik, FashionForums udsendte træder ind i det græsgrønne ankomstområde hos Design Society, hvor Nike og NASAs arrangement LAUNCH Nordic løber af stablen.

Dagen skal ifølge værtinden, tidligere miljøminister Ida Auken (SF) først og fremmest handle om samarbejde på tværs af viden og handling gennem netop det – samarbejde.

”Hver eneste deltager i dag er udvalgt, fordi de hver især repræsenterer forskellige led af den overordnede værdikæde. Og selvom gruppen derfor er meget forskelligartet, er målet fælles. I dag handler ikke kun om at tale, men om at tage affære,” indleder Ida Auken foran de omkring 100 mennesker, placeret omkring 14 rundborde, der også tjener det formål at dele deltagerne ind i hold, der i NASA’s ånd hedder således: Saturn, Lynx, Mars …

De gode ideer skal frem i lyset

LAUNCH Nordic har til formål at få de gode og bæredygtige ideer, løsninger, koncepter og teknologier frem i lyset, og det skal blandt andet ske gennem en interaktiv workshop kaldet System Innovation Experiment (S.I.X). Et slags interaktivt simuleringsspil, hvor de 14 hold af værdikædekredsløb spiller imod hinanden.

Indenfor hvert “værdikædehold” figurerer fire forskellige virksomheder. Henholdsvis en råvarevirksomhed, en producentvirksomhed, en kemivirksomhed og en brand-virksomhed.

”Det essentielle er at tænke hele værdikæden sammen uanset, hvor du som virksomhed er placeret. Det vil eksempelvis sige, at producentvirksomheden kan tænke sig ind i fordele og ulemper på leverandørens niveau og omvendt,” forklarer Todd Khozein, der er tovholder på spillet til FashionForum.

Ingen vinder uden profit

For at vinde skal de miljømæssige, de sociale og de omdømmerelaterede faktorer balanceres med de finansielle faktorer:

”Du kan ikke få succes, hvis der ikke findes en profit. Sådan er det også i den virkelige verden. Så målet er at nå nul pct. i miljøbelastning og samtidigt nå maksimum profit, og i øvrigt veje omkostninger mod fordele igennem hele processen,” forklarer tovholderen videre.

Bevidsthed på tværs af værdikæden

Efterfølgende tages simuleringen videre til en mere praktisk del, hvor man benytter værktøjet LAUNCH System Map i forhold til de fire værdikædedele.

”Vi er nødt til at se det samme problem alle sammen, for at kunne gøre noget ved det, og det er det LAUNCH System Map, handler om. Det visualiserer processen og skaber bevidsthed på tværs af alle led,” siger Todd Khozein til FashionForum og fortsætter:

LÆS OGSÅ: Nike og NASA i dansk samarbejde om bæredygtighed

”Man er altså nødt til at leve sig ind i alle led af værdikæden,” siger han og får, hvad han beder om da en af deltagerne fra Mars-holdet pointerer en mangel ved kortet, allerede inden sessionen sættes i gang:

”Hvor er affaldssektoren i det her system?,” spørger vedkommende, mens en anden påpeger manglen på en decideret uddannelsessektor.

LÆS OGSÅ: Primark øger Rana Plaza-erstatningen

”Det helt store problem er, at de fleste i produktets livscyklus benefitter (sic!) fra det aktuelle system. Leverandørerne får deres penge, producenterne kan tjene penge og forbrugeren får billige produkter.”

Og det er præcis den stemning, der er lagt op til. For som Todd Khozein siger i sin introduktion til hele systemet, så er alle nødt til at leve sig ind i alle led af værdikæden. Da FashionForum forlader løjerne sent fredag, er spillerne stadig i gang, for som Todd Khozein slutter er udfordringen klar, præcis og samtidig aldeles kompliceret:

“Der mangler en gennemgribende bæredygtig indstilling.”