Pandora køber rettigheder og butikker i Mellemøsten
Smykkevirksomheden har købt distributionsrettigheder og 13 Pandora-butikker i De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Qatar og Oman.Pandora har netop erhvervet 100 pct. af Pan ME A/S, som havde distributionsrettighederne til Pandora-smykker i De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Qatar og Oman. Det oplyser Pandora i en selskabsmeddelelse.
Købet giver Pandora mulighed for at træde direkte ind på markederne i Mellemøsten og føje 10 Pandora-ejede konceptbutikker i De Forenede Arabiske Emirater til virksomhedens forhandlernetværk samt 3 distributør-drevne butikker i Bahrain, Qatar og Oman. Pan ME A/S havde en omsætning på 90 mio. kr. i 2013 og Pandora har betalt ca. 110 mio. kr. for erhvervelsen.
LÆS OGSÅ: “CSR-rapport: 79 millioner smykker gav overarbejde”
Købet er udtryk for et ønske hos Pandora om at gøre Dubai til et knudepunkt for virksomhedens aktiviteter i Mellemøsten og Nordafrika fremover.
”Pandoras smykker har været tilgængelige i Mellemøsten siden 2010, og aftalen er i tråd med vores strategi om at ekspandere geografisk samt at bevare kontrollen over vores brand,” siger Pandoras adm. direktør Allan Leighton.
LÆS OGSÅ: “Pandora leverer rekord-regnskab”
Han bliver suppleret af Peter Mark, som er direktør for Pandora i Central- og Østeuropa samt Mellemøsten:
”Med aftalen får vi en stærkere tilstedeværelse i Mellemøsten, som vi mener, har et stort potentiale for Pandora, og vi ser frem til at byde en stærk, lokal UAE-organisation velkommen.”
Ifølge Pandora vil købet ikke påvirke de økonomiske forventninger til 2014.
Pandoras smykker sælges i mere end 80 lande fordelt på seks kontinenter via ca. 10.300 forhandlere, herunder ca. 1.100 konceptbutikker.