GOTS forbyder angora og polyester
Økologi-mærket GOTS forbyder brug af angorauld og ikke-genanvendt polyester. Forbuddet træder i kraft om et år.Tøj og tekstiler, der er certificeret efter GOTS (Global Organic Textile Standard) må hverken indeholde angorauld eller ikke-genanvendt polyester. Forbuddet træder i kraft fra om præcis et år. Det skriver Ecotextile.com.
Det er GOTS’ internationale arbejdsgruppe, der netop har offentliggjort mærkningsordningens version 4.0, hvor angora og nyproduceret polyester fremover er no go.
”Begge forbud er rimelige. Genanvendt polyestergarn er allerede bredt tilgængeligt. Når det gælder angora, så er forbuddet en konsekvens af de aldeles uacceptable betingelser, som angorakaniner bliver holdt under,” udtaler Marcus Bruegel, der er teknisk direktør i GOTS til Ecotextile.com.
LÆS OGSÅ: ”Nu er det permanent: H&M dropper angora”
Desuden rummer GOTS – Version 4.0 nye modificerede regler, når det gælder såkaldte ’additional fibre materials’. Disse må fremover maksimalt udgøre 30 pct. og bestå af enten regenererede eller syntetiske fibre.
For de regenererede fibre gælder, at råmaterialerne skal komme fra certificeret økologisk produktion, bæredygtig skovning eller være genanvendt. Når det gælder de syntetiske fibre, så skal råmaterialerne være genanvendt og certificeret efter anerkendte standarder.
På verdensplan er der udstedt 3.085 GOTS-certificeringer fordelt på 62 lande. På top-20-listen over lande med flest GOTS-certificeringer totalt set, sniger Danmark sig ind på en 18.-plads efter: Indien, Tyrkiet, Tyskland, Kina, Sydkorea, Italien, Pakistan, Bangladesh, Japan, Portugal, Frankrig, Storbritannien, USA, Østrig, Schweiz, Holland og Grækenland.
Læs hele GOTS – Version 4.0 her.