Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Gestuz: Vi glæder os til nye tiltag på CIFF

Fra sommeren 2014 har CIFF valgt at ændre deres åbningstider. Gestuz ser frem til det nye tiltag og håber, at det vil skabe en endnu mere trafik på messen i Bella Centret.
Fra sommeren 2014 har CIFF valgt at ændre deres åbningstider. Gestuz ser frem til det nye tiltag og håber, at det vil skabe en endnu mere trafik på messen i Bella Centret.

COPENHAGEN FASHION WEEK AW14: Når man, som et etableret mærke, som Gestuz, har befundet sig på CIFF-messen i 15 år, bliver man efterhånden vant til den måde, tingene foregår på, og man kommer ind i nogle rutiner. Fx er det tydeligt for Lise Lotte Krarup, salgsansvarlig for Gestuz, at den travleste dag igen var åbningsdagen på CIFF:

”Det er her, vi har alle vores aftaler i bogen. Så det er helt klart den første dag, som er travlest. Dagen i dag er derimod en smule mere stille. I dag oplever vi flere, som bare kommer forbi og kigger,” siger Lise Lotte Krarup, og fortsætter.

”I morgen (lørdag, red.) kommer nogle af pigerne fra butikkerne ud på messen, men lørdag er aldrig en særlig travl dag. Det er en snakkedag, så tiden går i stedet med at catche up, og høre hvordan det står til ude i butikkerne. Så igen i år er det en typisk messe, hvor tingene forløber, som de plejer.”

Nyt tiltag bliver godt modtaget

Der har været meget snak om CIFFs nye åbningstider, som træder i kraft i forbindelse med Copenhagen Fashion Week SS15. Gestuz er en del af DK Company, og generelt er holdningen hos de fleste af modekoncernens mærker, at det bliver godt med forandring.

LÆS OGSÅ: “CIFF ændrer sommer-åbningsdagene”

Hos Gestuz har man stille efterspurgt ændringer længe, og er derfor også positivt indstillet over for de nye åbningstider. De oplever ikke den store trafik i weekenden, og synes, at tingene har været på samme måde i alt for mange år.

”Jeg synes faktisk, de har lavet nogle tiltag, som jeg tror, bliver rigtig gode til næste sæson. Fra at have åbent fra torsdag til søndag, holder de fra sommer åbent søndag til onsdag. Det tror jeg, bliver rigtig godt, for der er aldrig lige så meget gang i den i weekenden,” siger Lise Lotte Krarup.

Plads til optimering

Selv om de er tilfredse med at være på CIFF, så er Gestuz et af de mærker, som har besluttet sig for at være til stede på to af de københavnske messer, for at sikre sig, at nå alle de potentielle kunder.

”Det har simpelthen noget at gøre med den målgruppe, Gestuz henvender sig til. Der er nogle typer af kunder, som kommer på Gallery efter de brands, som ligger der, og dem bliver vi nødt til at være iblandt,” fortæller Lise Lotte Krarup, og uddyber:

”Jeg synes, at det er håbløst, at man skal have tre modemesser i København på samme tid, og det synes vores kunder faktisk også.”

Men nu, hvor situationen er sådan, retter Gestuz sig efter det, og sørger i stedet for at sikre sig tid med de rigtige kunder, ved at have booket dem ind på forhånd, og som nævnt tidligere, ved at være til stede på to ud af tre messer.