Copenhagen Fashion Week er over os, før vi ved det, og FashionForum tager pulsen på branchen forud for vinterens store begivenhed. Her er det designer Charlotte Eskildsen, bag mærket Designers Remix, der er i den varme stol og fortæller om det, at holde modeshow.
Hvad har inspireret dig til AW14-showet?
Jeg vil helst ikke afsløre for meget inden selve showet. Men kollektionen er især inspireret af tidlig modernisme. Showet er inspireret af kollektionen, og med location som prikken over i’et til at skabe stemningen og understrege inspirationen.
Hvad glæder du dig mest til ved at holde show?
Jeg glæder mig til at se det hele gå op i en større enhed. Det er jo en lang proces på flere måneders arbejde der på 12 minutter ”lires” af. I den anden ende, så bruger man så også efter-materialet (billeder, showvideo, osv.) i lang tid bagefter. Så på den måde giver det hele god mening.
Hvilken erfaring har du gjort dig af at holde show?
Vi holder altid shows på forskellige locations. Det betyder, at vi hver gang erfarer noget nyt – som vi egentlig ikke rigtig kan bruge til næste gang. Selvfølgelig er der også nogle generelle praktiske erfaringer, som man godt kan tage med videre. Men umiddelbart er min erfaring, på trods af mange show efterhånden, at det føles nyt hver gang. Man er til eksamen hver gang…
Hvad er dine bedste råd til showdebuttanterne?
Det er ikke nok, at holde et show, og så tro at nu ruller ordrene ind. Det er vigtigt at have HELE sit team klar til at kunne håndterer og bruge alt det, som sker bagefter mht. salg, kundeservice og alle de andre ”usexede ting”.
Hvad er den største udfordring ved at holde show?
Det er super hårdt for alle afdelinger i huset at holde show. Der er nogen, der er mere ”belastet” end andre, men det er ekstra arbejde for alle. At jonglere en fuld showproduktion, styling og vores altid udfordrende locations oveni de ting, som vi normalt går og bakser med, er krævende. Men samtidig giver det bare sådan en god energi. Alle er på tåspidserne, alle er involverede, og der sker altid noget ekstra kreativt omkring showet og modeugerne.
Hvad laver du selv under showet?
Under selve showet er jeg backstage og sørger for, at alt ser ud som det skal, inden pigerne skal ud på catwalk’en. Så jeg ser altid først showet dagen efter, når vi får vores showvideo.
Hvordan ser din showdag ud, fra du vågner til du går i seng?
Jeg står op og får mine piger af sted I henholdsvis børnehave og skole. Så tager jeg som regel ind på kontoret for at ordne nogle sidste fittinger eller lægge hånden på de sidste detaljer. Så tager jeg til showlocation, hvor der som regel også altid er nogle sidste fittinger, og hvor mit team og jeg går og forbereder. Jeg tjekker om det hele ser ud som jeg drømmer om, vi har gangprøver, der er tit interviews før og efter. Showtime. Og så går jeg som regel ud efterfølgende med min mand til en af branchens fester eller lignende.