Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Veronica B. Vallenes får modepris på 750.000 kroner

Som modtager af modeprisen ’DHL – Get Global’ kan den københavnerbaserede designer Veronica B. Vallenes nu fokusere på salg og markedsføring til internationale markeder.
Som modtager af modeprisen ’DHL – Get Global’ kan den københavnerbaserede designer Veronica B. Vallenes nu fokusere på salg og markedsføring til internationale markeder.

Den norske – men københavnerbaserede – designer Veronica B. Vallenes har netop modtaget modeprisen ‘DHL – Get Global’. Prisen beskrives som Skandinaviens største af sin slags med en værdi på 100.000 euro – ca. 750.000 kr..

Præmien inkluderer blandt andet et modeshow, tre messestande, salgshjælp og DHL-levering verden over. Det skriver tekstilforum.no.

Veronica B. Vallenes kommer til at bruge en del af præmien allerede i næste uge, hvor hun holder modeshow på Børsen i København under Copenhagen Fashion Week. Derudover har hun også en messestand på Gallery fra den 29. til 31. januar, hvortil hun har modtaget 15.000 euro til at invitere internationale indkøbere til København samt gratis brug af Gallerys salgskontor, som har kontakt til 10.000 butikker rundt omkring i verden.

Udover modeshowet, standen og salgshjælpen på Gallery-messen i København, får den norske designer også to års gratis brug af DHL’s transportservice og en stand til to af de største messer: Cotterie i New York og Who’s Next i Paris. Sidstnævnte starter allerede før den danske modeuge, nemlig den 25. til 28. januar.

Med prisen kan Veronica B. Vallenes koncentrere sig fuldt ud om at skabe nye kollektioner, og hun får mulighed for at bruge flere ressourcer på at få udstillet og markedsført sit arbejde på det internationale marked.

’DHL – Get Global’ er en årlig modepris, som skal hjælpe talentfulde designere på vej frem med at få et internationalt gennembrud.

Dette års jury bestod af Torben Rosenstock, adm. direktør for Wear, Christian Gregersen, grundlægger og ejer af Gallery og Susanne Kristensen, manager i DHL Express.

Kilde: www.tekstilforum.no