Flere modehuse satser på NOOS
En række veletablerede danske modehuse supplerer sæsonvarerne med "never out of stockt"-kollektioner for at møde bekymrede indkøbere på halvvejen.I de gode gamle dage før 2008 satte butikkerne hver sæson et beløb af til at købe nye varer, og så blev der handlet i bund på modemesserne. I dag er det omvendt ikke ualmindeligt, at kun en lille del af budgetterne falder på selve messerne – i stedet suppleres der løbende op med nyindkøbte varer gennem hele sæsonen.
Butikkerne er nemlig blevet bange for at brænde inde med store usælgelige lagre, men det forsøger en række modevirksomheder nu at imødekomme med såkaldte NOOS-varer – ’never out of stock’ (aldrig udsolgt fra lager, red.).
”I den aktuelle markedssituation er NOOS-programmer en god service at kunne tilbyde detailhandlen, som dermed kan supplere løbende på populære basismodeller,” lyder det i en meddelelse fra salgschef Maibritt Flycht fra mærket Denim Hunter, der som en blandt en række virksomheder netop har indført en kollektion af NOOS-varer. Salgschefen fortsætter:
”Det er et faktum, at en del modebutikker har en presset likviditet. Med det nye initiativ kan detailhandleren undgå at binde så mange penge i lagervarer.”
Hos Denim Hunter består NOOS-kollektionen af 10 populære styles, der kan sendes til butikken med kort leveringstid, når behovet opstår. Denim Hunter er en del af DK Company-koncernen, og det er typisk også de lidt større og etablerede mærker der satser på NOOS. En række af Bestsellers mærker leverer NOOS-varer, og også overtøjsvirksomheden Junge lancerede i fjor NOOS-varer. Og det handlede – som tilfældet også er for Denim Hunter – ganske simpelt om, at kunderne ønskede det:
“Vi har i stigende grad mærket en efterspørgsel på at kunne supplere overtøj inde i sæsonen. Det imødekommer vi nu med lanceringen af N.O.S – i første omgang på få modeller,” sagde adm. direktør i virksomheden Christian Junge i sommer til Tøj. Og hvor butikkerne er tøvende med at indkøbe til lager, er han mindre bange for at producere i store antal:
”Fordelen for butikken er, at de binder færre likvider i overtøjet. Med den erfaring, Junge har, er det ikke nogen stor risiko for os. Vi kan godt vurdere, hvilke styles der vil sælge det kommende halvår.”