Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Magasin upåvirket af Debenhams problemer

De seneste dages økonomiske uro hos Magasins britiske ejer Debenhams får ikke Magasins finansdirektør til at ryste på hånden.
De seneste dages økonomiske uro hos Magasins britiske ejer Debenhams får ikke Magasins finansdirektør til at ryste på hånden.

Nytårsaftensdag foretog den britiske detailgigant Debenhams en nedjustering, og i går meddelte selskabet, at finansdirektør, Simon Herrick, er fortid i koncernen. Han stopper med øjeblikkelig virkning og forlader officielt selskabet den 7. februar. Det skriver Business.dk.

Der tegner sig altså et billede af et 2014 med store finansielle udfordringer for Magasins ejer, men indtil videre får det ingen konsekvenser i Danmark. Magasins økonomidirektør, Peter Fabricius, fortsætter den kurs, han har lagt for det danske, traditionsrige stormagasin.

LÆS OGSÅ: ”Magasin leverer bedste resultat nogensinde”

”Det er altid en kedelig nyhed, når man selv har samme post. Men det har altid været en del af spillets regler, og vi bliver nødt til at sige, at den strategi, vi har, virker fuldstændig rigtig,” siger økonomidirektøren til Business.dk og fortsætter:

”Vi har i mange år drevet en selvstændig profil, og det eneste, vi kan gøre i Danmark, er at fortsætte med at drive vores egen forretning. Det er heldigvis gået rigtig godt.”

Debenhams forventer med nedjusteringen et resultat før skat på omkring 85 millioner pund for det første halve regnskabsår mod de oprindelige prognoser på 110 millioner pund.

LÆS OGSÅ: ”Magasin uddeler Årets Partner og Årets Gazelle-priser 2013”

Debenhams har begrundet nedjusteringen med et dårligt julesalg, hvor mange af varerne allerede blev solgt til udsalgspriser før jul. Samme tendens har der ikke været i Danmark. Ifølge Peter Fabricius har Magasin haft en god julehandel, både i den fysiske butik og i stormagasinets netbutik. Han kan endnu ikke sætte tal på omsætningen op til jul, men økonomidirektøren er ”tilfreds.”

Seneste årsregnskab viste, at Magasins vækst på omsætningen steg med 6,7 procent til i alt 2,4 milliarder kroner.

Kilde: Business.dk.