Giftige kemikalier fundet i børnetøj i Kina
En ny rapport fra Greenpeace viser, at ni ud ti testede børnetøjsprodukter af polyester indeholdt det giftige stof antimon.Den kinesiske produktion af børnetøj kan stadig ikke sige sig fri for en udbredt brug af skadelige kemikalier. Det indikerer den nye Greepeace-rapport ’A Little Story About a Monstrous Mess’ i hvert fald.
I alt har Greenpeace fået testet 85 børnetøjsprodukter fra to af Kinas største produktionsdistrikter, når det gælder børnetøj: Zhili Town of Huzhou (Zhejiang-provinsen) og Shishi (Fujian-provinsen).
LÆS OGSÅ: ”Greenpeace: Hormonforstyrrende kemikalie skal ud af produktionen”
Resultatet af testene, der er foretaget på uafhængige, akkrediterede laboratorier i Hong Kong og Europa, viser, at:
- 26 stykker tøj blev testet positive for at indeholde NPE’er (nonylphenol ethoxylater) i koncentrationer mellem 50 mg/kg og 860 mg/kg. NPE er et giftigt stof, som også står på den danske Miljøstyrelses “Liste over uønskede stoffer”. Når det nedbrydes til NP (nonylphenol) er stoffet hormonforstyrrende og mistænkes for at nedsætte forplantningsevnen.
- 2 stykker tøj blev testet positive for ftalater (i koncentrationerne 17.000 mg/kg og 5.300 mg/kg). Nogle ftalater er kræftfremkaldende, mens flere andre er eller mistænkes for at være hormonforstyrrende.
- Over 90 pct. af det tøj, som indeholdt polyester, blev testet positivt for det giftige stof antimon (i koncentrationer mellem 15-208 mg/kg). Ifølge Miljøstyrelsen er visse antimonforbindelser mistænkt for at være kræftfremkaldende.
Rapporten nævner ingen brands i forbindelse med det testede tøj, og Greenpeace understreger, at testen er et snapshot af problemerne i tekstilindustrien.
Rapportens forfattere sender i stedet en appel til de kinesiske myndigheder, som ifølge Greenpeace bør øge reguleringen af kemikalier i produktionen af baby- og børnetøj ved blandt andet at udgive den endnu upublicerede Safety Technical Code for Infants and Children Textile Products.
LÆS OGSÅ: ”Kina går ind i kampen mod kræftkemikalier”
Ifølge Greenpeace-rapporten bliver godt en fjerdel af verdens kemikalieproduktion brugt af tekstilindustrien. Kina er lige nu den største aftager af tekstil-kemikalier og står egenhændigt for 42 pct. af verdensforbruget.
Læs hele Greenpeace-rapporten ’A Little Story About a Monstrous Mess’ her.
Læs Miljøstyrelsens ’Kortlægning af kemiske stoffer i tekstiler’ her.