Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

CIFF ændrer sommer-åbningsdagene

Den absolut største af de københavnske modemesser ændrer åbningsdagene fra og med august 2014 - fremover har de åbent fra søndag - onsdag i dagene op til Copenhagen Fashion Week.
Den absolut største af de københavnske modemesser ændrer åbningsdagene fra og med august 2014 - fremover har de åbent fra søndag - onsdag i dagene op til Copenhagen Fashion Week.

Fra og med sommermodeugen 2014 holder CIFF, den store modemesse i Ørestad, åbent fra søndag til onsdag – altså dagene op til, at resten af Copenhagen Fashion Week skydes i gang.

Skiftet sker i et forsøg på at imødekomme både danske og internationale ønsker, lyder det i en pressemeddelelse. De nye datoer for CIFFs sommermesse er dermed søndag den 3. august til onsdag den 6. august 2014.

“CIFF har igennem de seneste to år gennemgået en markant reformering og står i dag som en stærkt segmenteret salgsdestination, der samler hele den skandinaviske modebranche. Med flytningen af messens åbningsdage ønsker CIFF at skabe en endnu mere internationalt relevant platform, der for skandinaviske og internationale brands kan være et reelt alternativ til andre europæiske salgsplatforme og tilmed tiltrække endnu flere nødvendige indkøbere fra resten af verden,” lyder det i meddelelsen, hvor direktør Kristian W. Andersen videre forklarer:

”Hvis den skandinaviske modebranche skal ekspandere, har vi brug for de internationale indkøbere. Derfor har vi i de seneste måneder været i kontakt med hundredvis af indkøbere og brands fra hele verden og kortlagt, hvilke åbningsdage der vil passe dem bedst. Formålet er at få flere besøgende til København.”

Han fortæller, at det har været et fælles ønske, at den københavnske sommertermin ligger så tidligt som muligt, da dette passer bedst ind i salgsperioden:

”Samtidig har vi fået klare tilkendegivelser om at lægge modeugen på hverdagene, så de internationale indkøbere og pressen undgår at bruge weekenderne i udlandet. Ved at lægge CIFF fra søndag til onsdag opfylder vi begge disse krav. Vi har rykket messen fire dage frem, så de internationale indkøbere kan bruge mandag til onsdag i København og være hjemme igen inden weekenden,” siger direktøren.

Men ved at åbne messen fra søndag tilgodeser CIFF også de danske og skandinaviske indkøbere, forklarer Kristian W. Andersen i pressemeddelelsen:

”Søndag er en vigtig dag for de danske og skandinaviske indkøbere, da det for en stor del er den eneste dag, hvor deres butikker alligevel er lukkede, og de derfor roligt kan tage på messe. Derfor var det vigtigt for os at indlede messen denne dag.”

Nye datoer og åbningstider for CIFF Spring-Summer 2015:

Søndag d. 3. august kl. 9-19

Mandag d. 4. august kl. 9-18

Tirsdag d. 5. august kl. 9-18

Onsdag d. 6. august kl. 9-18