Oeko-Tex dropper kendt miljømærkning
Til sommer vil mærkningsordningen Oeko-Tex indføre en ny mærkning til tøj. Virksomhedernes bæredygtige produktion skal være mere synlig for forbrugerne.Mærkningsordningen Oeko-Tex udfaser deres Standard 100plus i løbet af det kommende år. Det oplyser Oeko-Tex på deres hjemmeside.
Mens den oprindelige og mest udbredte Oeko-Tex Standard 100 sikrer, at tøjet er fri for sundhedsskadelige stoffer, så sikrer 100plus-standarden desuden, at tøjet er produceret miljøvenligt og socialt ansvarligt gennem hele forsyningskæden.
Men tøjmærkernes og forhandlernes socialt ansvarlige og miljøvenlige dimension skal nu gøres mere synlig for forbrugerne, og derfor har Oeko-Tex-repræsentanter på et møde i Lucerne (afholdt i november, red.) givet grønt lys for udviklingen af et nyt Oeko-Tex-mærke, som efter planen bliver introduceret fra sommeren 2014.
”Det vil gøre det muligt at belønne de produkter, som er blevet testet for skadelige stoffer og som også er blevet produceret på en miljøvenlig og socialt ansvarlig måde,” skriver Oeko-Tex på deres hjemmeside.
Step og My step
Udover den oprindelige Standard 100 – og 100plus, som nu bliver udfaset – så har Oeko-Tex den såkaldte Step-standard, som står for Sustainable Textile Production.
Denne standard vil ifølge Oeko-Tex blive udbygget med det nye værktøj ’My step’, som skal gøre det muligt for forhandlere i detailleddet at opliste STeP-certificerede produktionsanlæg i et såkaldt ’cockpit’ inden for deres egen forsyningskæde.
Den oprindelige sundhedsmærkning Oeko-Tex Standard 100 blev stiftet i 1992 af ÖTI, Institut für Ökologie, Technik und Innovation (Østrig) og Hohenstein Textile Testing Institute (Tyskland), der året efter blev suppleret af TESTEX Schweizer Textilprüfinstitut (Schweiz). Formålet var og er at sikre, at tekstilmaterialer ikke indeholder kemiske stoffer, der kan skade kroppen.
I Danmark administreres Oeko-Tex-mærkningen af Teknologisk Instituts tekstilafdeling, som også står for undersøgelser og tilsyn.