Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Bestseller-regnskab lever ikke op til forventningerne

Bestseller har netop offentliggjort deres 2012/2013-regnskab. Og et resultat på 1,4 mia. kr. er i følge koncerndirektøren "ikke tilfredsstillende".
Bestseller har netop offentliggjort deres 2012/2013-regnskab. Og et resultat på 1,4 mia. kr. er i følge koncerndirektøren "ikke tilfredsstillende".

Bestseller har netop offentliggjort deres årsregnskab for regnskabsåret 2012/2013. Det viser en nettoomsætning på 19,2 mia. kr. og et resultat før skat på 1,4 mia. kr. I begge sammenhænge er ifølge en meddelelse fra gruppen tale om en mindre vækst, “der dog ikke står mål med forventningerne til regnskabsåret.”

I meddelelsen lyder det således fra Anders Holch Povlsen, adm. direktør i Bestseller:

”Vi ser med tilfredshed på, at vi har formået at skabe en omsætningsfremgang i et stærkt konkurrencepræget marked med vigende priser, men det er ikke nok til at løfte vores regnskab til det ønskede niveau. Vi har stadig udfordringer med vores indtjeningsevne, og i forhold til vores forventninger er årets resultat før skat på 1,4 mia. kr. klart utilfredsstillende.”

Engrosforretningen er præget af positive tendenser, men driften af egne butikker har derimod ikke resulteret i en tilfredsstillende indtjening, lyder det videre i meddelelsen.

”Det er vigtigt, at vi investerer mere i udviklingen af vores detailvirksomhed, og vi skal være hurtigere til at få vores produkter ud i butikkerne. Det kræver et skarpt fokus og et tæt samarbejde med vores butikspartnere og leverandører at forenkle og effektivisere vores procedurer. Vi skal i det hele taget fokusere på at minimere vores omkostninger i hele værdikæden, så vi sikrer en sundere balance mellem indtægter og udgifter,” uddyber Anders Holch Povlsen.

Resultatet før skat er desuden påvirket af løbende investeringer i logistik, butiksnet og i den fortsatte udvikling af it-infrastrukturen. Derudover har det seneste år har været præget af særligt store udfordringer i Mellemøsten, Sydeuropa og Indien.

Forventningen til regnskabet 2013/14 er en moderat vækst i omsætningen og en øget indtjening.

”I regnskabsåret 2012/13 har vi ikke været skarpe nok. Vi må i virksomhedens samlede ledelse påtage os ansvaret for igen at vise resultater, som vi kan være stolte af. Samtidig skal vi have fokus på kernen i vores forretning – nemlig vores produkter. Det skal ske gennem en styrkelse af design, købmandsskab og produktudvikling. Vi skal arbejde passioneret og målrettet, så vi i endnu højere grad kan levere de rette produkter til vores kunder,” slutter Anders Holch Povlsen.