Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Pandora opjusterer med 600 mio. kr.

Smykkeselskabet har haft et godt år og regner nu med en omsætning på over 8,5 mia. kr.
Smykkeselskabet har haft et godt år og regner nu med en omsætning på over 8,5 mia. kr.

Kasseapparaterne klinger så lystigt hos den danske smykkegigant Pandora, at selskabet nu opjusterer forventningerne til årets omsætning fra 8 mia. kr. til 8,6 mia. kr. Det oplyser Pandora i en fondsbørsmeddelelse.

Til sammenligning omsatte Pandora for 6,7 milliarder kroner i 2012.

Ifølge Pandoras topchef Allan Leighton er det et styrket salg over hele linjen, der får selskabet til at se lysere på årets omsætning.

”Omsætningsvæksten fortsatte i 3. kvartal 2013 med et bedre end forventet indsalg og salg ud af butikkerne på alle større markeder, samt en betydelig omsætningsforbedring på de nye markeder, med forbedret operationel gearing til følge. Som konsekvens heraf, samt en øget tiltro til at produktionen kan levere til dette efterspørgselsniveau, opjusterer vi vores forventninger,” lyder det fra Allan Leighton.

LÆS OGSÅ: ”Pandora-rokade blev fastlagt på få timer”

I meddelelsen forklarer Pandora, at stigningen i omsætningen i tredje kvartal blandt andet bunder i ”et stærkt salg af nylancerede produkter, en fortsat stærk vækst i omsætningen på nye markeder, samt ekspansionen i det globale netværk”.

I meddelelsen fremgår det også, at Pandora skruer op for tempoet, når det gælder butiksåbninger. Selskabet venter nu at åbne 195 konceptbutikker i 2013 mod tidligere udmeldt 175.