Asos i vild vækst
Webshoppens regnskab for fjerde kvartal viser fremgang i omsætningen på 47 pct.Den britiske onlineshop Asos har netop fremlagt nøgletallene for virksomhedens fjerde kvartal (juni, juli, august), og der er grund til optimisme. Virksomhedens omsætning i fjerde kvartal er steget med 47 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.
Asos omsatte for 208 mio. britiske pund (1,86 mia. kr.) i fjerde kvartal mod 141 mio. britiske pund (1,26 mia. kr.) i samme periode sidste år.
”Jeg er glad for at kunne præsentere en stærk afslutning på regnskabsåret (Asos’ regnskabsår slutter 31. august, red.),” siger Nick Robertson, der er adm. direktør i Asos i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: “Asos-indkøber ser dansk potentiale i Australien”
Asos har endnu ikke fremlagt årsregnskab, men forventer, på baggrund af de seneste kvartalstal, at kunne præsentere en højere nettoindtjening end forventet.
Den samlede omsætning for dette regnskabsår viser en fremgang på 40 pct. fra 538 mio. pund (4,8 mia. kr.) sidste år til 754 mio. pund (6,7 mia. kr.) i år.
Asos har 7,1 mio. aktive brugere på deres site – defineret som brugere, der har handlet på Asos inden for de seneste 12 måneder.