H&M's salg stiger i tredje kvartal
I dag offentliggjorde H&M salgsudviklingen for tredje kvartal i regnskabsåret 2013, der viser en solid stigning.H&M har netop præsenteret sine salgstal for årets tredje kvartal, som i H&M’s regnskabsår løber fra 1. juni til 31. august.
I august måned er det samlede salg for H&M Group steget med 14 pct. sammenlignet med august måned sidste år. Salget i sammenlignelige enheder, der omfatter butikker, internetsalg og katalogsalg er steget med 4 pct. Det skriver H&M i en pressemeddelelse.
Medvind i årets tredje kvartal
De samlede tal for tredje kvartal af 2013 (juni, juli og august) viser, at omsætningen er steget med 12 pct. i lokale valutaer i forhold til det tilsvarende kvartal sidste år. Salget i sammenlignelige enheder er i samme periode steget med 2 pct.
Omsætningen inklusiv moms i tredje kvartal udgør 37,4 mia. svenske kr. (32,1 mia. danske kr.). Salget uden moms udgør 32 mia. svenske kr. (27,5 mia. danske kr.). Det er en stigning på 11 pct., skriver H&M i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ: Isabel Marant bliver næste H&M-collab
Samtidig kan selskabet endnu engang berette om en stigning i antallet af butikker. H&M havde pr. 31. august i år 2.964 butikker mod 2.629 butikker på samme tidspunkt i 2012 og 2.323 i 2011.