Levi’s udpeger fire ny topchefer
Jeans-mastodonten Levi’s har hyret et nyt ansigt og forfremmet tre fra egne rækker.Levi Strauss & Co. har lavet en rokade på direktionsgangen for hovedbrandet Levi’s, hvor tre nuværende ansatte samt en nytilkommen får nye titler og ansvarsområder. Det skriver Levi’s i en pressemeddelelse.
Jennifer Sey, der blev ansat i Levi’s i 1999, skifter sin nuværende stilling som senior vice president for e-handel ud med posten som global chief marketing officer for Levi’s. Hun bliver ansvarlig for marketingstrategierne for alle brandets produkter.
Karyn Hillman tiltræder i den nyoprettede stilling som chief product officer. Hun kommer fra en topstilling hos Calvin Klein og har tidligere arbejdet for Gap.
Grant Barth, der blev ansat i Levi’s tidligere på året, skifter sin stilling som head of men’s merchandising team ud med den nyoprettede stilling som chief merchandising officer. Barth har en fortid i Nike, hvor han arbejdede i 16 år.
Endelig er Jonathan Cheung, nuværende vice president of merchandising for men’s tops blev udpeget som ny head of design for Levi’s. Her får han ansvaret for både herre- og kvindesidens designteams. Cheung har været hos Levi’s siden 2009, hvor han blev hentet ind til rollen som chefdesigner for Made & Crafted-kollektionen. Han har tidligere været hos Armani Jeans og Moschino.
De fire nye i Levi’s-toppen tiltræder med øjeblikkelig virkning.