IC Companys: Årsresultatet er utilfredsstillende
IC Companys har netop fremlagt årets resultat. Og mens bundlinjen er faldet med 95 pct., steg omsætningen med 1 pct. til 3,3 mia. kr.IC Companys har her til morgen fremlagt deres årsregnskab.
Og mens nettoomsætningen er steget med 1 pct. til 3,3 mia. kr. – hvilket er i den høje ende sammenlignet med forventningerne – faldt resultatet efter skat med imponerende 93 pct. til beskedne seks millioner kroner. Året inden havnede resultatet på 89 mio. kr. Resultatet af den drift er på 210 mio. kr. i overensstemmelse med forventningerne.
Og det er ikke tilfredsstillende, lyder det i rapporten.
Det er ifølge ledelsen midmarket-segmentet, hvor man finder de fire mærker Inwear, Part Two, Matinique og Soaked in Luxury, der har trukket bundlinjen nedad.
Mid Market-segmentet landede en omsætning på 891 mio. kr. hvilket er en tilbagegang på 11 pct. sammenlignet med 2011/2012, og driftsresultatet skal da også skrives med i røde tal: minus 37 mio. kr. mod et plus på 40 mio. kr. året inden.
Det utilfredsstillende driftsresultat i segmentet sker ifølge koncernregnskabet som konsekvens af en tilbagegang i omsætningen, som ikke har kunnet imødegås af en tilstrækkelig stor tilpasning af kapacitetsomkostningerne. I tillæg bidrog en forværring i bruttomarginen også negativt til indtjeningen.
Bedre så det ud i premiumsegmenterne. Her tegner Peak Performance alene kategorien Premium Outdoor, og med et lille fald i omsætningen fra 976 mio. kr. i fjor til 931 mio. kr. i år viste Peak Performance ikke desto mindre fremgang på imponerende 25 pct. i driftsresultatet, der således havnede på 69 mio. kr.
Flotteste omsætning finder man hos de to mærker i segmentet Premium Contemporary: By Malene Birger og Tiger of Sweden. De to mærker forbedrede omsætningen med knap 160 mio. kr. og rundede for første gang tilsammen et salg på en milliard med en omsætning på 1,06 mia. kr. Driftsresultatet faldt omvendt en smule fra knap 98 mio. kr. til 95 mio. kr.
Men det er et stærkere IC Companys, der står på denne side af årsregnskabet.
“Strategien er klar. Organisation og kapacitet er tilpasset. Omkostnings- og kapitalstrukturen er optimeret. Øverst på dagsordenen er nu den eksekvering, som skal skabe øget omsætning og indtjeningsvækst,” lyder det i rapporten.
Og især premiummærker forventes at trække IC Companys i rigtig retning fremad.
“For koncernens Premium-brands forventes den positive udvikling at fortsætte med en pæn vækst i 2013/14. Som følge af udfordringerne i Mid Market segmentet, hvor omsætningen vil gå tilbage, forventes kun en beskeden omsætningsvækst for den samlede koncern. Der forventes øget indtjening i alle segmenter og koncernens samlede indtjening forventes således at vokse væsentligt.”
Fra koncernens nyudnævnte adm. direktør Mads Ryder lyder det således i meddelelsen:
”Koncernens strategi er på plads, og målet er klart. Indtjeningen skal øges. Vores Premium-brands, som alle har store potentialer, skal fortsætte den ekspansion, de er i gang med, og i Mid Market segmentet skal der fokuseres stærkere på indtjeningsevnen i kernemarkederne. Jeg ser frem til at stå i spidsen for IC Companys og til at realisere målsætningen om en forbedret indtjening fremover.”
Saint Tropez og Designers Remix hører ikke til IC Companys segmenterede kerneforretning, idet de ikke er 100 pct. ejede af koncernen. Alligevel bidrog de ikke desto mindre positivt til resultatet med en realiseret omsætning på 430 mio. kr. og et driftsresultat på 30 mio. kr. sammenlignet med blot 2 mio. kr. året inden.