Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

David Andersen: En messe for alle, tak

To brands har denne sæson valgt at udstille på Vision-messen. Whiites messeplacering afgøres ud fra hvad indkøberne foretrækker, og designer David Andersen taler for en samlet messe.
To brands har denne sæson valgt at udstille på Vision-messen. Whiites messeplacering afgøres ud fra hvad indkøberne foretrækker, og designer David Andersen taler for en samlet messe.

Sædvanen tro valgte en række brands at søge nye græsgange ved Copenhagen Fashion Week denne sommer. Blandt andet flyttede Whiite og David Andersen messe fra Gallery til Vision. FashionForum undersøger årsagerne bag.

”David Andersen passer på ingen måde ind på Vision, men samtidig passer det perfekt ind. Mange af de mærker, der ligger derude repræsenterer noget der ligger langt fra os, og derfor er det meget skønt, at der er et par mærker, der stikker ud,” siger kreativ direktør David Andersen.

Det er blandt andet den kvalitet, som David Andersen mener, bør dyrkes yderligere gennem en samlet messe på CIFF i Ørestad.

”Personligt håber jeg, vi er på vej derhen, hvor vi tager hinanden i hånden og laver en messe sammen. Vi skal tilfredsstille de mange indkøbere, der kommer til København,” siger David Andersen og uddyber fordelene i en forenet messe:

”Det ville både gøre det nemmere for indkøbere og os designere. Man ville få skabt en større modemesse i stil med Bread & Butter, hvor mærkerne segmenteres efter genre, og så ville det skabe et større fællesskab mellem virksomhederne,” siger David Andersen og understreger samtidig, at hvis samlingen blev en realitet, ville han vælge det.

Vi er der, hvor indkøberne vil have os 

Hos det mere kommercielle brand Whiite har flytningen været en nem beslutning. Virksomheden savnede blandt andet mulighed for at planlægge i forvejen, og ifølge, salgsdirektør hos Whiite, Charlotte Oróstegui Jørgensen vil brandet være at finde præcis der, hvor indkøberne vil finde dem. Uanset om det er på Gallery-, Vision- eller CIFF-messen.

”Vi er efterhånden et så kendt mærke, at vi kan tiltrække mange af de indkøbere, som messerne selv indbyder fra udlandet – derfor er vores messeplacering også baseret på, hvad de skandinaviske indkøbere foretrækker,” siger Charlotte Oróstegui Jørgensen og fortsætter:

”Og så har vi brug for at planlægge vores messedeltagelse god tid i forvejen. Det kunne Vision-messen hjælpe os med. Denne gang har vi kendt vores placering og standmål hele to måneder i forvejen, og det har medvirket til, at vi har haft en ufattelig god modeuge,” forklarer Charlotte Oróstegui Jørgensen.

”Copenhagen Fashion Week er en vigtig uge i vores virksomhed, alle messer har deres styrker, men man kun vælge én. Og det gør vi efter samtale med vores partnere – markedet. Vision har styrket sin profil, og det er blevet lagt mærke til, både i Danmark og resten af Skandinavien – derfor Vision,” slutter hun.