Copenhagen Fashion Week byder på masser af mode-TV
Hver aften i modeugen byder DR K fra kl. 21 på tonsvis af mode-tv, både quizzer, dokumentarer og dybdeborende portrætter.Sædvanen tro intensiverer DR K modedækningen, når kalenderen skriver Copenhagen Fashion Week.
DR’s kulturkanal markerer således modeugen med en helt ny serie om danskernes modeforståelse, en specialdesignet modequiz samt masser af reportager fra den københavnske modeuge.
Modekoder
I den nye serie “Modekoder” tager moderedaktør på magasinet Cover Chris Pedersen rundt i Danmark og undersøger, hvordan modens sprog kommer til udtryk blandt danskerne. Hvordan bruger og forstår vi tøj i dagligdagen? Hvad vil vi udtrykke gennem vores stil? Og kan vi overhovedet lade være med at forholde os til moden?
Chris Pedersen besøger blandt andet Ungdomshuset, den københavnske musikfestival Distortion samt en byfest i Brøndby Strand. Han taler også med en række kendte mennesker om deres brug af mode – både dem der er meget bevidste om deres påklædning og dem, der ikke vil lade sig diktere af mode.
“Modekoder”, tre afsnit på DR K fra onsdag-fredag, alle dage kl. 21.
Modequiz
Hvem kan spotte en verdensberømt kjole hurtigst ved bare at se en flig af en flæse? DRs kulturvært Adrian Hughes har inviteret seks af modeverdens skarpeste klinger til at dyste på paratviden om tasker, kjoler, modedivaer og de sejeste modeller.
I panelet sidder moderådgiver ved House of Communication Rikke Agnete Dam , lektor ved Kunstakademiets Designskole Maria Mackinney-Valentin, modejournalist Lotte Freddie, kreativ direktør ved GrenaaBuchard Kim Grenaa, adm. direktør i Danish Fashion Institute Eva Kruse og moderedaktør på Cover Chris Pedersen.
Modequizzen på DR K, onsdag 7. august kl. 21.45.
Modedokumentarer
I løbet af modeugen sender DR K desuden en lang række dokumentarer om nogle af tidens største modeskabere. Kom indenfor hos Lanvin, Isabel Marant og Vivienne Westwood lige inden deres store modeshows går løs, og oplev den excentriske modeskaber Karl Lagerfeld skitsere sit liv.
Kom desuden bag om magasinet Vogue og mød redaktørerne, der taler ud om trends, samspil med fotografer, designere og modeller.
Også ikonet Diana Vreeland portrætteres. Hun lancerede Twiggy, rådgav Jackie O. og er moder til nogle af modens mest ekspressive talemåder – som ‘bikinien er den største opdagelse siden atombomben’
Daglig opdatering
Hver aften kl. 21.30 i modeugen sender DR K endvidere “Modeuge Nu” med opdateringer fra dagens begivenheder.
Tjek DR.dk/oversigt for et fuldt overblik over dokumentarprogrammet.