Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Sådan udvælger man sin front row

FashionForum har taget en kort snak med Agency V’s Nadine Sanchez, der står for seatingen til Henrik Vibskovs show i morgen.
FashionForum har taget en kort snak med Agency V’s Nadine Sanchez, der står for seatingen til Henrik Vibskovs show i morgen.

COPENHAGEN FASHION WEEK SS14. Først gælder det om at få en invitation, så man overhovedet kan komme ind. Dernæst gælder det om at få en siddeplads og selvfølgelig helst på front row. Men modeverdenens stoleleg stopper ikke her.

FashionForum har talt med Nadine Sanchez, der er Senior PR-konsulent i Agency V. Under denne modeuge skal hun blandt andet stå for at placere alle gæsterne til Henrik Vibskovs show i morgen aften.

Hvor mange front row-pladser har du at gøre godt med, når du skal placere gæsterne?
”Vi har som regel 100-130 pladser på forreste række og det er også tilfældet denne sæson.”

Hvor lang tid bruger du på at arrangere, hvor alle skal sidde?
”Den grove pladsfordeling i sig selv tager mig et par timer, men der ligger meget arbejde før den. Vi får de første anmodninger ca. en måned før showet og så begynder vi så småt at lægge puslespillet ved at lave en grovkategorisering – hvem skal helt sikkert sidde på forreste række, hvem skal måske på forreste række, hvem skal sidde på anden række og så videre. Til sidst foretager vi de sidste justeringer i forhold til, hvem der skal sidde ved siden af ​​hinanden. Det er et konstant igangværende arbejde, fordi gæstelisten hele tiden ændrer sig op til showet.”

Hvordan udvælger du, hvem der skal sidde på forreste række?
”Det gør jeg ud fra, hvad der er relevant for designeren – normalt er det et miks af indkøbere og presse. Der er både et socialt og et professionelt aspekt i det. For eksempel kan det være frugtbart at placere specifikke indkøbere ved siden af specifikke journalister. På den måde kan indkøberne få en øjeblikkelig fornemmelse af, hvordan pressen reagerer på showet.”

Hvorfor er det så vigtigt, hvem der sidder på forreste række?
”Du får det bedste udsyn til showet og kollektionen fra forreste række. Derfor placerer vi indkøbere og presse, som vi arbejder tæt sammen med i løbet af sæsonen, her og selvfølgelig også nye potentielle samarbejdspartnere, som vi specifikt ønsker at nå ud til.
Derudover er fotopodiet også en meget vigtig del af front row, og det er vigtigt at tilbyde dem det bedst mulige udsyn. Hvis fx Style.com eller Vogue besøger vores show, så sørger jeg for at reservere en god plads på fotopodiet til dem.”

Hvordan fordeler du pladserne på forreste række?
”Det er altid godt at have en blanding af indkøbere, presse og ”venner af huset”. Når jeg laver planen over siddepladserne, så sørger jeg altid for at placere folk ved siden af hinanden, som jeg ved vil nyde hinandens selskab. Enten fordi de allerede er venner, eller fordi jeg tror, at de vil synes om at mødes og snakke med hinanden. Det kunne være et miks af indkøbere, presse og VIP’s, men det kunne også fx være at mikse internationale pressefolk med danske pressefolk.”

Hvad gør du, hvis en gæst, der ikke er inviteret til at sidde på forreste række alligevel sætter sig på en plads på forreste række?
”Vi beder dem ganske enkelt om venligst at flytte sig og så hjælper vi dem med at finde deres plads. Hvis man behandler folk venligt og med respekt, så er de som regel forstående og forlader den stol, der var reserveret til en anden gæst. Vi har også markeret alle front row-pladserne med gæsternes individuelle navne for at forsøge at undgå, at det overhovedet sker.”

Hvad er din strategi i forhold til at invitere berømtheder?
”Vi inviterer ”venner af huset” til vores shows, som kunne falde ind under den kategori: musikere, kunstnere, skuespillere, etc., men deres kendisfaktor kommer i anden række, da det altid er personer, som enten vi eller designeren arbejder tæt sammen med eller er venner med. Selvfølgelig er der også sommetider kendisser, som er fans af designeren og har lyst til at komme og se kollektionen, som fx Kanye West, der overværede Henriks (Vibskov, red.) show i Paris. Men vi betaler aldrig berømtheder for at komme til vores shows, hverken her i København eller i Paris.”