Pandora opjusterer forventningerne til 2013
Pandora hæver forventningerne til 2013-regnskabet efter et pænt første halvår.Pandoras bestyrelse har besluttet at opjustere selskabets finansielle forventninger til 2013.
Årsagen er ifølge en regnskabsmeddelelse, at de gode resultater, som blev rapporteret for 1. kvartal 2013, med solid vækst i omsætningen på tværs af alle regioner, er forsat i årets 2. kvartal og videre ind i juli måned.
Omsætningsvæksten er primært et resultat af vellykkede lanceringer af nye produkter samt høje genbestillingsrater.
De foreløbige resultater for 2. kvartal 2013 indikerer en omsætning på cirka 1,9 mia. kr. Derudover fortsatte det salget fra konceptbutikkerne de gode takter med 8,8 pct. vækst i USA, 11,6 pct. vækst i Storbritannien, 1,7 pct. vækst i Tyskland og 22,4 pct. vækst i Australien sammenlignet med samme kvartal året inden.
For 2013 forventer Pandora således nu en omsætning på cirka 8 mia. kr. mod tidligere forventet 7,2 mia. kr.
Pandora forventer anlægsinvesteringer på cirka 400 mio. kr. i løbet af året mod en tidligere forventning om ca. 300 mio. kr. Anlægsinvesteringerne omfatter ikke den engangsbetaling på 190 mio. kr., som Pandora måtte slippe for de immaterielle rettigheder til Trollbeads A/S i 1. kvartal 2013.
Stigningen i anlægsinvesteringer er primært relateret til udvidelse af produktionen i Thailand, som forberedelse til fremtidig efterspørgsel, lyder det i en regnskabsmeddelelse.
I 2013 forventer PANDORA at åbne omkring 175 konceptbutikker mod tidligere forventet omkring 150.