Designers’ Nest udpeger ny jury
Arrangørerne bag talentkonkurrencen, Designers' Nest, udpeger i år et nyt dommerpanel, der skal repræsentere branchens diversitet.Siden 2005 har modemessen Vision med Designers’ Nest kreeret en showplatform, hvor nordiske designstuderende kan fremvise deres talent for internationale indkøbere, designere og presse.
I år udpeger arrangørerne et nyt dommerpanel, der ser ud som følger:
Den nye jury består af:
- Designer, David Andersen
- Modeblogger, Pernille Theisbæk,
- Designer hos Heartmade, Julie Fagerholt
- Designer hos Ivana Helsinka, Paola Suhonen
- Indkøbsdirektør hos Magasin du Nord, Margrethe Dal Thomsen.
Panelet skal repræsentere branchens diversitet, og det kommer ifølge pressemeddelelsen blandt andet til udtryk i, hvad de forskellige jurymedlemmer ser frem til at få ud af at deltage i den kommende Designers’ Nest-konkurrence.
“Det er altid spændende at se nye designeres arbejde og se, hvordan de udtrykker deres personlige stil, og hvad de ser som fremtiden på modescenen. Deres valg af materialer og materialesammensætning er også noget, jeg ser frem til,” siger David Andersen i pressemeddelelsen.
Designeren bag Ivana Helsinki, Paula Suhonen, vil især holde øje med originale ideer, der kommunikerer en stærk vision og historie:
“Jeg forventer at se autentisk passion. Designere der giver noget af dem selv. Ideer med dybde, der rør dig. Jeg ser efter en kombination af galskab og evnen til at kreere et konceptuelt og kraftfuldt bud, der giver mening. Et miks af kaos og kontrol,” forklarer Paula Suhonen.
Margrethe Dal Thomsen, der er indkøbsdirektør hos Magasin du Nord har et mere markedsorienteret syn på, hvad der fungerer i modeindustrien.
“Jeg ser især efter de designere der har kant, overraskelsesmomenter og som formår at kreere innovation men samtidig også kommercialisme. Kunsten er ikke kun i designet, men også i at tænke hele vejen til kundens garderobe,” siger Margrethe Dal Thomsen.
Designers’ Nest afholdes den 9. august klokken 15.00.
Vinderen af Designers’ Nest modtager en præmie på 50.000 kr. og får samtidig tilbudt muligheden for at udstille på Vision-messen i en enkelt sæson. Konkurrencens deltagere består af nyuddannede designere, som udvælges på ni af nordens designskoler. Deriblandt:
- Aalto University School of Arts, Design and Architecture, Helsinki, Finland
- Iceland Academy of the Arts, Reykjavik, Island
- Beckmans College of Design, Stockholm, Sverige
- The Swedish School of Textiles, Borås, Sverige
- Esmod OSLO, Oslo, Norge
- The Royal Academy, School of Design, København, Danmark
- Kolding School of Design, Kolding, Danmark
- TEKO, Herning, Danmark
- KEA, København, Danmark