Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE, MODEUGE

Astrid Andersen: Modebranchen skal støtte op om talenterne

Danske Astrid Andersen er netop blevet udvalgt som et af Topshops NewGen-talenter i London. Det betyder seks sponsorerede shows - og en røffel til dansk highstreet.
Danske Astrid Andersen er netop blevet udvalgt som et af Topshops NewGen-talenter i London. Det betyder seks sponsorerede shows - og en røffel til dansk highstreet.

FashionForum kunne i sidste uge fortælle, at Astrid Andersen er én blandt kun seks designere, der er blevet udvalgt i konkurrencen NewGen MEN – og i øvrigt den eneste, der ikke er britisk.

Udvælgelsen betyder, at Topshop de næste tre år sponserer seks modeshows til den danske designer ved Londons herremodeuge i juni.

Astrid Andersen glæder sig over hæderen men benytter samtidig lejligheden til at give den danske modebranche et velment rap over fingrene:

”London er god til at vise nye talenter og gøre noget ud af det, når der er noget nyt at se. At Topman er hovedsponsor sender et signal om, at highstreet-mærkerne anerkender, at de har brug for, at der uddannes nye talenter, der kan finde på noget anderledes,” siger designeren.

Astrid Andersen har da også netop, fordi Storbritannien har fokus på talenter, været glad for at tage sin uddannelse i den engelske hovedstad – hun tog afgang fra Royal College of Art i 2010.

”Der er nogle store talenter herhjemme (i Danmark, red.), der ikke får den opbakning, de har fortjent, og som jeg får i London. Man kan ikke bare som et lille nyt brand både forventes at lave to årlige kollektioner og stable et show på benene. Der mangler støtte herhjemme.”

Hun henviser til, at der jo er store danske highstreetspillere også, og at det kunne være klædeligt, at de gjorde mere ud af at tage talenterne under deres vinger og på den måde sige pænt tak for de gode ideer:

”De (fast fashion-kæderne, red.) lever jo af det, vi andre laver – og det er helt fint – men en form for talentstøtte kunne være en god måde at give tilbage på.”

I Danmark er der lige nu to større designtalentkonkurrencer: den nordiske konkurrence for designstuderende Designer’s Nest (50.000 kr. i præmie) i forbindelse med messen Vision samt Magasin du Nord-fondens nystiftede modepris (500.000 kr. i præmie).

Herudover udvælger Copenhagen Fashion Week hver sommer et ungt talent, der får sponseret sit modeshow – I sommer var det designer Anne Sofie Madsen, der løb med dén ære.