Nyt outlet-center presser butikker i City2
Et nyt outlet-center i Taastrup lægger prispres på de eksisterende butikker i City2 og omegn - men kan samtidig lokke flere shoppelystne kunder til området.Et nyt indendørs outlet-center i City2 slår dørene op i sommeren 2014. Centeret kommer til at hedde Copenhagen Designer Outlets og rummer 80 butikker med danske og internationale brands, der både omfatter tøj og interiør fordelt på 17.500 m2. Centret bygges som direkte nabo til det eksisterende shoppingcenter.
”Vi ved fra udlandet, at der er et marked for disse outlets, og derfor vælger mange brands bevidst outlets som en del af deres salgsstrategi,” skriver Danica Pension, der ejer City2, i en pressemeddelelse om deres nye centertiltag.
Konsekvenser for multibrand-butikker
Omvendt kan netop den strategi få konsekvenser for relationen til mærkernes øvrige salgssteder i området. Man risikerer nemlig, at multibrand-butikker fravælger et mærke, der sælger i outlets i nærheden, mener Jens Birkeholm, der er adm. direktør i brancheforeningen Dansk Detail:
”De etablerede multibrand-butikker vil få det hårdt, og det er klart at sådan nogle butikker kommer til at vurdere, om de fortsat vil kunne arbejde sammen med en leverandør, der også leverer til outlet-centeret i City2,” spår Jens Birkeholm over for Fashionforum.dk.
Det kan nemlig være svært for ‘almindelige’ forretninger at konkurrere med de billige varer i outletbutikkerne, forklarer direktøren videre:
Ringe i vandet
”Priskonkurrencen vil nemlig blive skærpet ganske betydeligt, og det gælder også i byområderne omkring City2 og sådan set også den normale detailhandel i hele området omkring København.”
Copenhagen Designer Outlets forventer at tiltrække omkring 1,5 mio. besøgende det første år, og det skal den rimeligt centrale beliggenhed hjælpe med til, håber direktøren for det kommende outlet:
”Med en beliggenhed tæt på København giver den geografiske placering og de gode parkeringsforhold optimale betingelser for at tiltrække kunder fra hele Sjælland,” siger Thomas Lüscher, centerdirektør i City2 i pressemeddelelsen.
Ingen tvivl om kundetilslutning
Og Jens Birkeholm fra Dansk Detail er da heller ikke i tvivl om, at kundetilstrømningen bliver stor, og det er præcis det faktum kombineret med prispresset der kan ende med at gøre det nye outlet til en blandet fornøjelse for de eksisterende butikker i nabocenteret.
”For de normale butikker i centeret vil det selvfølgelig betyde, at de får leveret en ekstra kundestrøm, som de kan få glæde af, men omvendt vil der også være et markant prispres,” forklarer Jens Birkeholm og fortsætter:
”Det samlede prispres vil stige, men der skal nok blive lagt noget omsætning derude,” slutter han.
Et af de første brands, der slutter sig til Copenhagen Designer Outlets, er det internationale sportsbrand Nike, der allerede i september i år åbner i en midlertidigt butik, mens de venter på, at en 840 m2 stor butik i Copenhagen Designer Outlets er klar i 2014.