Trendsales-køb skal nu hentes i Bilka
Den danske modeportal Trendsales har lanceret et nyt logistiksystem, der skal gøre fragtdelen lettere for deres brugere.Modeportalen Trendsales, hvor privatpersoner og virksomheder kan sælge ud af tøj, sko og tilbehør har indgået samarbejde med logistikvirksomheden Swipbox.
Det betyder, at Trendsales-brugerne fremover kan aflevere deres pakker i specielle Swipbox-skabe, der er placeret i Bilka- og Føtex-forretninger landet over. Herefter sørger Swipbox for, at pakken bliver afhentet og dagen efter leveret til det Swipbox-skab, som modtageren har valgt.
”Vi har i de senere år erfaret, at vores brugere savner nye fragtmuligheder, der kan gør udvekslingen af pakker hurtigere,” siger Pernille Rasch, som er marketingchef hos Trendsales.
Mere fleksibilitet for brugerne
Pernille Rasch peger på, at Trendsales ved indgåelsen af samarbejdet har forhandlet fordelagtige priser til deres brugere:
”Vi giver vores brugere 40, 30 og 25 procent i rabat, alt efter om de skal sende en lille, mellem eller stor pakke,” oplyser Pernille Rasch til FashionForum.
En lille pakke koster derfor 30 kr. i stedet for 50 kr., en mellem pakke 40 kr. i stedet for 55 kr. og en stor 50 kr. i stedet for 65 kr. Derudover er prisen inkl. forsikring og tracking.
Ved hjælp af boksene, som ikke følger Post Danmarks åbningstider, men derimod supermarkedernes, mener Trendsales ligeledes, at de kan sikre en større fleksibilitet for deres handlende.
”Vi er startet op i udvalgte Føtex- og Bilka-butikker og i slutningen af maj kommer de også til knap 200 Netto-butikker rundt om i landet,” siger Pernille Rasch.