Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Bazar lukker og slukker - og fyrer fem medarbejdere

Endnu et ungpigemagasin må se sig slået af konkurrencen fra internettet. Bazar udkommer for sidste gang med et dobbeltnummer i juni.
Endnu et ungpigemagasin må se sig slået af konkurrencen fra internettet. Bazar udkommer for sidste gang med et dobbeltnummer i juni.

Der er røre i de store bladhuse. For mens der omstruktureres på Egmont, nedlægges der nu et magasin på Aller. Således udkommer Bazar for sidste gang den 20. juni i år.

”Det er desværre ikke længere muligt at opretholde en økonomisk bæredygtig forretning for Bazar, og det er det, vi desværre må tage konsekvensen af i dag, hvor vi har besluttet at lukke Bazar,” lyder det fra udgiverdirektør i Aller Media Per Ingdal i en pressemeddelelse, hvor han videre uddyber, at målgruppen – unge kvinders – medievaner er under forandring:

“Vi oplever, at Bazars målgruppe er meget flygtig og hurtigt konverterer mod de digitale og mobile medier på bekostning af print. Dermed er læsernes købsfrekvens blevet for lav til, at det er lønsomt at drive magasinet videre,” siger han, inden han fastslår, at der ligger et solidt arbejde bag udgivelsen:

”Chefredaktør Katrine Memborg og redaktionen på Bazar har lavet et rigtigt godt magasin og har hele tiden arbejdet i den rigtige retning. De har både været professionelle og engagerede, men det har desværre ikke været nok i disse udfordrende tider.”

Således følger Bazar i fodsporene på en anden nu hedengangen kollega: Sirene, som i april 2011 drejede nøglen om. 

Bazar er nemlig, ligesom Sirene var det, en af de udgivelser, som er blevet særligt hårdt ramt af de strukturelle ændringer på mediemarkedet, hvor magasinet i løbet af det sidste år har oplevet en oplagsnedgang, der har været større end det generelle oplagsfald for modemagasinerne, lyder det i meddelelsen, der fortsætter:

På trods af at det i samme periode ellers er lykkedes for Bazar at øge annoncemængden i magasinet, er der for lange udsigter til, at stigningen i annonceindtægterne kan opveje de manglende indtægter, som oplagsfaldet har medført.

Chefredaktør Katrine Memborg er enig i, at lukningen af Bazar er den rigtige beslutning:

”Vi har på redaktionen gjort, hvad vi kunne for at matche læsernes og markedets behov og har løbende udviklet magasinet inden for de rammer, som printmediet rummer. Det har også givet positiv feedback fra vores samarbejdspartnere, men det har ikke været nok til at vende den negative udvikling i oplaget,” siger hun i meddelelsen.

Uden at give konkrete bud på fremtiden, oplyser Aller, at der arbejdes på at afdække mulighederne for nye fremtidige publikationer – på print såvel som online – til målgruppen. Chefredaktør Katrine Memborg er derfor ved siden af sin rolle som chefredaktør for også ugemagasinet Kig Ind involveret i at afdække potentialet i de nye projekter.

Sidste nummer af BAZAR udkommer den 20. juni 2013 og vil være til salg hen over sommeren. Det bliver et dobbeltnummer, hvor redaktionen får mulighed for at lave et helt særligt blad, der bliver en passende afslutning på 12 års udgivelser af BAZAR, og et farvel til de læsere der har været med helt fra starten.

I forbindelse med lukningen af BAZAR nedlægges fem redaktionelle stillinger