Mango er vokset med en femtedel i 2012
Den spanske modekæde kan prale af en omsætningsstigning på hele 93 pct. på internettet i løbet af det forgangne år.Den spanske modekæde Mango kan for deres holdingselskab Mango MNG Holding melde om en årsomsætning på 1,7 mia. euro – ca. 12,7 mia. kr. Det skriver WWD.com.
Det svarer til en stigning på 20 pct. sammenlignet med 2011, og af den samlede omsætning falder 84 pct. i andre lande end Spanien. Det stemmer fint overens med koncernens ekspansionsplaner, hvor man åbnede 197 nye butikker i løbet af året – heraf 180 uden for Spanien.
I 2012 steg koncernens omsætning online med imponerende 93 pct. i forhold til året inden, hvorfor internetsalget havnede på 70 mio. euro, svarende til godt 520 mio. kr. Mango har onlineshop i 46 lande, særligt i Europa, Asien og Nordamerika, men har ifølge FashionUnited.co.uk planer om desuden at satse online på Mellemøsten i år, samtidig med at der fortsat er plads til ekspansion i Asien også.
Gruppen forventer at investere 265 mio. euro – knap to milliarder kroner – i 2013, som skal bruges til nye butikker, renovering af eksisterende butikker, samt nye it- og logistiksystemer.
Europa er stadig Mangos største og vigtigste marked, og her vil man da også bruge den kommende tid på at åbne flere såkaldte ’megabutikker’, hvilket dækker over flagskibe på mellem 800-3.000 kvadratmeter der sælger samtlige koncernens mærker: Mango, H.E. by Mango, Mango Touch, Mango Kids og Mango Sports & Intimates).
I 2014 panlægger Mango i øvrigt at lancere to nye linjer: en med tøj i større størrelser og en anden til en yngre målgruppe: unge mellem 14 og 20 år.