Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Butiksekspert: Oxford Street skal tage sig sammen

Butiksområdet, der løber langs med Oxford Street i London, vil ryste det slidte ry ad sig og være et af verdens førende shoppedistrikter.
Butiksområdet, der løber langs med Oxford Street i London, vil ryste det slidte ry ad sig og være et af verdens førende shoppedistrikter.

The New West End Company, hvis hovedformål er at promovere Londons West End, tager kampen op og vil bringe shoppedistriktet, der løber langs Oxford Street tilbage på verdenskortet.

Formålet er at genskabe og positionere Oxford Street som et af verdens mest attraktive og førende shoppemiljøer. På den måde kan London fortsat konkurrere med internationale shoppedistrikter i storbyer som New York og Milano. Dette skriver Brandrepublic.com.

”Den overfyldte og beskidte Oxford Street har en masse arbejde foran sig, hvis de fortsat skal konkurrere med de høje standarder, som vi ser rundt om i verden,” mener Aaron Shields, strategisk planlægningsdirektør for marketingfirmaet Fitch, som beskæftiger sig med brands, og med hvordan disse formår at give deres kunder de bedste indtryk og oplevelser.

Aaron Shields mener, at butiksgademiljøer måske skulle lade sig inspirere af butikscentrene, for centrene kan ofte tilbyde kunderne fællesfordele (såsom parkering) og er ofte mere organiserede. Man kunne for eksempel tage udgangspunkt i Westfield, som er et af Londons største shopping-centre, siger Aaron Shields:

”Westfield kræver en masse af deres forhandlere – og ikke kun i husleje. De presser dem med retningslinjer og principper, der skal få forhandlerne til at skabe nye og spændende koncepter, som gavner centeret som helhed. Hvis en butiks facade og opbygning ikke lever op til Westfields forventninger, bliver forhandlerne bedt om at komme tilbage, når de gør,” forklarer Aaron Shields.

Et andet eksempel er Galleria Vittorio Emanuele i Milano, der fører en yderst streng kontrol med sine forhandlere. I 2012 blev bl.a. fastfoodkæden McDonalds nægtet forlængelse af deres lejekontrakt, da man så det mere passende for området med en ny Prada-butik.

I et interview sammenligner Aaron Shields Oxford Street med Broadway i New York, hvor han fremhæver de åbne pladser forbeholdt gågængere. Han nævner også Strøget i København, hvor kunderne uforstyrret kan bevæge sig på kryds og tværs til gadens butikker – han nævner endda også i artiklen på Brandrepublic.com, at Strøget til og med bliver brugt som catwalk til modeshows. Han mener, at Oxford Street skal udvikle lignende pladser og indskrænke den gennemkørende trafik, så kunderne føler sig som førsteprioritet i området.

”Det giver en meget bedre shoppe-atmosfære for kunderne,” mener Aaron Shields og fastslår, at Oxford Street, set som et samlet brand, bliver nødt til at komme på kreative og nye løsninger, hvis de vil holde på kunderne og være ’top of mind’, når der skal handles.